Frankrigs Macron: Mere hjælp til ofre for overgreb

Den franske præsident vil blandt andet indføre en seksuel lavalder på 15 år.

Den franske præsident, Emmanuel Macron taler i anledning af FN's Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder. (Foto: © pool, Scanpix)

En række forslag, som skal bekæmpe den "forfærdende og skammelige" vold mod kvinder, er præsenteret af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

- Hele vores samfund er sygt af sexisme, sagde præsidenten i en tale i Paris.

Macron vil blandt andet styrke ligestilling, sikre bedre hjælp til ofre for seksuelle overgreb og at håndhæve strenge straffe til gerningsmændene.

Samtidig har Macron opfordret til at indføre en seksuel lavalder på 15 år. Frankrig har slet ikke en lov om seksuel lavalder.

Over en kvart million kvinder har angiveligt været ofre for psykisk eller fysisk partnervold i Frankrig. Men det er færre end en ud af fem, som har klaget til myndighederne.

For at gøre det nemmere for kvinderne at indgive en anmeldelse, skal det være muligt at gøre det hjemmefra via nettet. Her kan de tale med ansatte på politistationer og få at vide, hvad de skal gøre.

I Frankrig er der som i mange andre lande kommet fokus på problemerne, efter at flere kvinders beskyldninger om overgreb mod den tidligere Hollywood-filmproducer Harvey Weinstein.

Macron indledte derfor sin tale med at holde et minuts stilhed til ære for de 123 kvinder, der blev dræbt af deres partner eller ekspartner i 2016.

/ritzau/