Frankrig og Rusland bomber løs i Syrien

Med krydsermissiler og bomber er 33 terrorister blevet dræbt de seneste 72 timer, melder AFP.

Stillbillede af et russisk militærfly, som smider bomber mod ukendte mål i Syrien den. 17. november. Foto: Ruslands forsvarsministerium. (Foto: © handout, Scanpix)

33 terrorister har mistet livet de sidste 72 timer efter massive bombetogter og missilangreb fra fransk og russisk side i Syrien. Det er nyhedsbureauet AFP, der melder om de mange angreb og dødstal. De skulle have fået oplysningerne fra Syrian Human Rights Observatory.

Syrian Human Rights Observatory skriver på sin hjemmeside, at familiemedlemmer til IS-ledere og krigere i terrororganisationen nu er begyndt at flygte fra IS-hovedstaden Raqqa på grund af de voldsomme bombardementer.

Der er i følge hjemmesiden tale om primært ikke-syriske borgere, som nu flygter over hals og hoved. Det har ikke været muligt at få bekræftet disse oplysninger.

Putin og Hollande på hævntogt

Den øgede bomberegn over Syrien kommer kort tid efter, at Vladimir Putin svor hævn over IS, da alt tyder på, at terrororganisationen stod bag flystyrtet af det russiske passagerfly i Sinai-ørkenen den 31. oktober, hvor 224 personer, primært russere, omkom.

Samtidig har franske fly i flere døgn affyret kaskader af bomber ned over IS-højborgen Raqqa, hvor målet er at ramme terrorister efter terrorangrebene i Paris fredag aften.