Frankrig frigiver foto af en tredje selvmordsterrorist

Fransk politi har offentliggjort et foto af endnu en mand, der sprængte selvmordsbomber i Paris.

Fransk politi har offentliggjort et billede af den tredje mand, der sprængte sig selv i luften uden for Frankrigs nationalstadion i Paris 13. november. (Foto: © FRENCH MINISTRY OF THE INTERIOR/, Scanpix)

Politiet i Frankrig har frigivet et foto af den tredje af de tre mænd, der begik selvmordsattentater uden for Frankrigs nationalstadion, Stade de France, i Paris den 13. november.

Franske efterforskere sagde i fredags, at den tredje gerningsmand dukkede op blandt flygtninge på den græske ø Leros 3. oktober sammen med en af de andre selvmordsbombere, hvis foto også er offentliggjort, men som heller ikke er identificeret.

Kun en af de tre terrorister ved Stade de France er identificeret, nemlig den franske statsborger Bilal Hadfi, der var 20 år, og som boede i Belgien.

Den eftersøgte og den anden selvmordsbomber tog færgen fra Leros til havnen i Piraeus ved den græske hovedstad, Athen, den 8. oktober.

26-årig menes at opholde sig i Bruxelles

Derpå sluttede de sig til den strøm af migranter og flygtninge, der dengang som nu bevægede sig nordpå mod de nordlige lande i Europa.

De to bombemænd kom så ikke til Tyskland eller Sverige, men dukkede i stedet op i Paris på den makabre aften, hvor syv terrorister i en bølge af koordinerede angreb dræbte 130 mennesker og sårede 350.

Politiet og sikkerhedsstyrker eftersøger fortsat en mistænkt gerningsmand, som menes at have overlevet og er flygtet.

Det drejer sig om den 26-årige Salah Abdeslam, der kan være flygtet til Belgien.

/ritzau/