To franske Rafale-fly smed bomber mod en IS-træningslejr i nat.
- Målet blev opnået, siger den franske forsvarsminister Jean-Yves Le Drian til Europe 1 radio og tilføjer, at flere luftangreb vil følge.
Frankrig udførte sit første luftangreb i Syrien 27. september og har indtil videre fokuseret på Islamisk Stats højborg Raqqa i det nordlige Syrien.
- Vi ved, at der i Syrien, især omkring Raqqa, er træningslejre for udenlandske kombattanter, hvis mission ikke er at kæmpe for IS i Levanten, men at komme til Frankrig - til Europa - for at udføre angreb, siger Le Drian.
Kritiserer Ruslands bombeaktioner
Den franske forsvarsminister efterfulgte nyheden om det franske bombetogt med en skarp kritik af Ruslands bombeaktioner i Syrien.
Ifølge den franske forsvarsminister har 80 til 90 procent af de russiske angreb nemlig til formål at styrke den syriske præsident, Bashar al-Assad, som er Ruslands allierede.
- Den russiske militære aktion i Syrien over de seneste ti dage er ikke målrettet Daesh. Deres vigtigste mål (er at sikre, red.) sikkerheden for Bashar al-Assad, siger han og bruger den arabiske betegnelse "Daesh" for Islamisk Stat.
/ritzau/AFP