Hvordan er det for dig at sidde i et kontor, med air-condition, papirer, dokumenter og beslutninger, når du er vant til at være ved fronten med et våben?
- Det påvirker mig ikke.
Den nye Taliban-borgmesteren i Afghanistans fjerdestørste by, Mazar-e Sharif, fortsætter sit svar:
- Hvis jeg sad på en motorcykel dengang, havde jeg stadig blok og kuglepen med - og løste problemerne. Vi har udført jihad med vores blok og ordnet forretninger i henhold til islams regler, siger borgmester Maulvi Tareq, som DR Nyheder er kommet i audiens hos.
Borgmesteren har et langt kriger-CV. Han kæmpede mod de vestlige styrker Helmand-provinsen, hvor de fleste af de 37 omkomne danske soldater, der faldt i kamp, faldt.
Danske soldater, som har kæmpet ved landsbyen Sangin i det sydøstlige Helmand, kan have stået over for netop Maulvi Tareq.
Alligevel bruger den ikke-udprægede medievante nyslåede borgmester tid på at invitere DR Nyheders udsendte indenfor i borgmesterkontoret og byder på frokost.
Er det underligt at møde vestlige medier, når du har kæmpet mod vestlige styrker?
- Gudskelov er jihad en anden sag. De kan komme som gæster. Vi nærer intet had mod dem, hvis de kommer som gæster. Vi er meget gæstfri. Vi har ingen negative følelser over for dem, siger Maulvi Tareq.
I løbet af få måneder er det lykkes for den militante Taliban-bevægelse at tage magten i Afghanistan. Nu har næsten alle de udenlandske styrker forladt landet efter 20 års krig.
Nogle afghanere frygter for fremtiden, i alt er omkring 122.000 mennesker blevet evakueret fra lufthavnen i Kabul. Andre hilser Taliban velkommen og håber på bedre tider.
Mazar-e Sharif er provinshovedstad i Balkh i det nordlige Afghanistan tæt på den usbekiske grænse, indbyggertallet i byen menes at være mindst 400.000. Der er dog forskelle i opgørelser over antallet af indbyggere.
Den 14. august falder Mazar-e Sharif i hænderne på Taliban uden større kampe. Det oplyste Afzal Hadid, som er leder af rådet i provinsen Balkh, til internationale nyhedsbureauer. Han fortalte videre, at afghanske sikkerhedsstyrker har efterladt deres udstyr og våben og er flygtet mod grænsen til Usbekistan.
Dagen efter, Taliban indtog Mazar-e Sharif, oplyste det afghanske indenrigsministerium, at bevægelsen var begyndt at trænge ind i hovedstaden Kabul fra alle sider. Senere samme dag forlod Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, landet og tog til nabolandet Tadsjikistan.
Kan kvinder arbejde og gå i skole?
Taliban-ledelsen i Kabul har efterfølgende bebudet, at musik bliver forbudt, og at kvinder skal være sammen med en mand, hvis hun rejser længere stræk. Kvindelige tv-værter er taget af skærmen.
Og på universiteterne frygter de et forbud mod, at kvinder og mænd studerer sammen, da Taliban prædiker adskillelse af kønnene.
Mazar-e Sharif-borgmester Maulvi Tareq skal for første gang forsøge at lede en by, Taliban skal for anden gang forsøge at lede et land.
Derfor er Taliban på en charmeoffensiv over for vestlige medier og afghanerne.
Taliban har brug for omverdenen og deres egen befolkning. Men borgmesteren holder fast i, at intet har ændret sig siden rædselsregimet i 90’erne. Spørgsmålet er, om den afghanske befolkning vil indordne sig igen.
- Vores liv har ikke ændret sig. Vi er faste i vores islamiske tro og vil altid være det. Dengang var vi som børn af islam. Vi er også børn af islam nu. Dengang fulgte vi islam, og det gør vi også nu.
De seneste 20 år er der sket store ændringer i kvinders liv. Vi har hørt, at afghanske kvinder frygter for fremtiden, efter at Taliban kom til magten. Kan borgmesteren forsikre, at kvinder kan arbejde og gå i skole?
- Der er ingen forskel på vores tidligere og nuværende regering. For kvinder gælder de samme islamiske regler og sæder. De skal bære hijab. Og under den hellige koran kan de fortsætte deres uddannelse og arbejde. Det er vores budskab til kvinder i og uden for Afghanistan. De er vore søstre og mødre.
Den 31. august er den aftalte deadline for, hvornår de vestlige allierede skal have evakueret deres tropper, borgere og diplomater fra det Taliban-kontrollerede Afghanistan.