Forskere er på vej med vaccine mod frygtet zikavirus

Forsøg med aber viser, at tre antistoffer, som man har fundet i en patient, kan forebygge smitte med zika.

Hos gravide kan zika-virus medføre, at fostre tager skade, så børn fødes med unormalt små hjerner og deforme hoveder. (Foto: © Nacho Doce, Scanpix)

Forskere på et amerikansk universitet gør lovende fremskridt med en vaccine, der kan bremse zikavirus.

En blanding af tre stærke antistoffer er tilsyneladende så god, at forskerne nu vil gå videre med forsøg på mennesker.

Det myggebårne virus har plaget mennesker i Latinamerika, Caribien og USA.

- Det er lovende skridt i retning af at kunne forebygge og behandle zikasmitte under graviditet, siger David Watkins, som er professor på School of Medicine på University of Miami.

For det meste giver zika kun lette symptomer som feber, røde øjne og hovedpine. Omkring 80 procent af de smittede får ingen symptomer.

Skader på fostre

Hos gravide kan smitten dog medføre, at fostre tager skade, så børn fødes med unormalt små hjerner og deforme hoveder. Det kaldes mikrocefali.

- Vi håber at kunne udvikle denne blanding af antistoffer og få den testet klinisk så snart som muligt, siger Watkins.

Forskerne har fundet tre stærke antistoffer, som blev isoleret fra en patient i Rio de Janeiro i 2016.

- Til vores overraskelse har denne forebyggende behandling fuldstændig forhindret virusset i at angribe dyr, siger Watkins.

Forskerne har beskrevet deres fremskridt i en artikel i Science Translational Medicine.

I forsøget eksponerede de aber for zika. De aber, som havde fået antistofferne, slap helt for smitten, og de reagerede ikke på eksponeringen.

De andre aber blev smittet.

Truslen fra zika er mindsket, da folk ikke kan blive smittet mere end en gang.

/ritzau/AFP