I deres begrundelser for Ruslands fremfærd på Krim-halvøen, fremhæver de russiske ledere igen og igen truslen om en fascistisk magtovertagelse i Ukraine.
Vestlige aktører - som her det amerikanske udenrigsministerium - affejer næsten lige så hyppigt frygten som russisk propaganda.
Men flere vestlige forskere peger på, at Ruslands påstand ikke er grebet ud af luften.
Peter Munk Jensen, senioranalytiker fra Dansk Institut for Internationale studier (DIIS), siger, at højrenationalistiske partier i øjeblikket indtager 10 ud af 20 pladser i Ukraines midlertidige regering:
- De fylder en del i det parlamentariske billede. Og de har alt godt fra det højrenationalistiske supermarked på hylderne: Udlændingehad, jødehad, anti-abort og afskaffelse af afgifter på ukrainsksprogede produkter. Det er nært beslægtet med fascistisk og nazistisk ideologi og bruger deres symboler, siger Peter Munk Jensen.
Belønning for tæsk
Ukraines største højreekstreme parti, Svoboda, fik 10,5 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i Ukraine i 2012. Men derudover nyder de højrenationalistiske partier ikke en opbakning, som i sig selv gør dem selvskrevne til halvdelen af regeringsposterne.
Den store repræsentation var snarere en belønning for, at de gik forrest og tog tæskene i kampen mod præsident Viktor Janukovitj på Uafhængighedspladsen i Kijev, skriver Reuters i en analyse.
Indsatsen har blandt andet fungerert som politisk springbræt for partiet Højre Sektor, som har endnu mere ekstreme synspunkter end Svoboda.
Europaparlamentet fordømte Svoboda
David C. Speedie fra organisationen Carnegie Council for Ethics in International Affairs påpeger i et indlæg hos CNN, at Europaparlamentet så sent som i 2012 vedtog en usædvanligt skarp resolution, som fordømte Svobodas fremmarch i Ukraine. Partiet blev ved den lejlighed betegnet som "racistisk, anti-semitisk og xenofobisk".
- Dem er vi altså med til at omfavne ved at åbne EU lige nu for handelsaftaler og en politisk associeringsaftale, siger Peter Munk Jensen fra DIIS.
De højreekstreme partier er tilsyneladende godt klar over, at de har et lurende imageproblem. Reuters oplyser, at onlineleksikonet Wikipedias side om partiet Højre Sektor mandag blev ændret 174 gange.
Siden er nu låst for ændringer. Men hvor leksikonet oprindeligt beskrev partiet som "grænsende til fascistisk eller med neofascistiske holdninger" står der nu, at "store vestlige medier beskriver, at partiet har højreekstreme og neofascistiske holdninger.
Tag med DR's Matilde Kimer på besøg hos Ukraines Højre Sektor parti i videoen:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5315a0f3a11f9d13f4f76c85
Uenige forskere
Forskerne er dog uenige om, hvor stor en trussel Ukraines højreradikale regeringspartier udgør.
Ivan Katchanovski, som forsker i den ukrainske højrefløj ved University of Ottawa i Canada, siger til Reuters, at det toneangivende parti, Svoboda, er på vej væk fra de mest ekstreme synspunkter.
Men den svenske ekstremisme-forsker Pers Anders Rudling udtrykker tydelig bekymring overfor den britiske tv-station Channel 4 News. Han opfordrer de europæiske ledere til at være meget opmærksomme på den nye regerings politik.
Samme opfordring lyder fra senioranalytiker Peter Munk Jensen, som dog stadig mener, at Rusland smører meget tykt på, når de fremmaner det fascistiske spøgelse:
- De (højreorienterede, red.) indgår primært som en propagandaeffekt i russernes maskineri, fordi de har stor gennemslagskraft - også for os i Vesteuropa. Vi må jo sige, at vi ikke har haft mange øjne på, hvad der foregår med højrefløjens fremmarch i Ukraine. Vi har mest haft travlt med at tale om russisk invasion og økonomisk krise, siger Peter Munk Jensen.
Rubrikken, resumet og formuleringer i denne artikel er blevet ændret 24/3 2014 for at understrege, at den bygger på udtalelser og oplysninger fra forskere.