Forsker: Blodigt billede tegner sig i Mosul

IS er presset ved irakisk storby. Deres exit er dog ikke ensbetydende med fred, vurderer Helle Malmvig.

Der er flere etniske grupper i Mosul, og det komplicerer magtdelingen. (Foto: © AZAD LASHKARI, Scanpix)

Kurdiske styrker har indledt en offensiv mod den irakiske storby Mosul, der er under Islamisk Stats kontrol.

Men selv hvis det skulle lykkes kurderne i samarbejde med de irakiske sikkerhedsstyrker og shia- og sunni-militser at smide IS ud af storbyen, lurer nye potentielt blodige konflikter forude.

Det vurderer Helle Malmvig, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Det er et sort billede, der tegner sig. Man risikerer en situation som i 00’erne, hvor man stort set fik drevet al-Qaeda ud, fordi man fik sunni-stammer til at samarbejde med de amerikanske styrker mod noget politisk indflydelse, som de aldrig fik, siger hun.

- Af asken af det opstod Islamisk Stat.

Kompliceret magtdeling

Seniorforskeren beskriver Mosul som en by med flere etniske grupper. Det kan komplicere en magtdeling i byen efter Islamisk Stat, fordi tilliden grupperne imellem er meget lille.

- Lige nu samarbejder stort set alle militser og grupperinger om at smide IS ud. Det er nogenlunde også det eneste, de kan blive enige om, siger Helle Malmvig.

Ifølge hende er centralregeringen i Bagdad handlingslammet af et parlament, der modvilligt opgiver sine privilegier. Derudover har flere af militserne sat næsen op efter at veksle deres succes og ofre på slagmarken til politisk indflydelse og magt.

- Vi har hørt meget om de forskellige shia-militser, men der er også sunni-grupperinger, kurderne, yazidierne - og alle vil have deres del af kagen, siger seniorforskeren.

/ritzau/