Formodet angreb på tankskibe: Iran gør sig klar til at blive anklaget

Ekspert forudser, at USA vil give iranerne skylden for episoden.

Iran ser med stor bekymring på situationen i Den Persiske Golf, efter tankskibe for anden gang på en måned tilsyneladende er blevet angrebet.

To tankskibe blev i formiddagstimerne evakueret i farvandet mellem Iran og Oman, da de blev ramt af eksplosioner.

Det ene af skibene, Front Altai, der er ejet af norsk-cypriotiske John Fredriksen, brød i brand efter det formodede angreb. Der er modstridende rapporter om, hvorvidt skibet er sunket. Det andet tankskib, som er involveret, er 'Kokuka Courageous', som sejler under Panama-flag.

Alle 44 søfolk fra de to skibe er bragt i sikkerhed i den iranske havneby Bandar-e-Jask.

Episoden skærper en i forvejen anspændt stemning med øget militær aktivitet i Den Persiske Golf, hvor fire andre tankskibe for en måned siden blev angrebet med miner i havnebyen Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater.

Iran-USA konflikt

USA og Saudi-Arabien har anklaget Iran for at stå bag angrebet i maj, og iranerne vil uvægerligt være blandt de mistænkte efter det nye formodede angreb.

- Iranerne vil helt sikkert afvise alle beskyldninger om, at de står bag, og amerikanerne vil give iranerne skylden, siger lektor ved forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Og Iran er allerede i gang med sin krisekommunikation.

- Alle lande i regionen skal være forsigtige med ikke at falde i den fælde, som er sat af dem, som har gavn af regional usikkerhed, siger Ali Rabei, talsmand for Irans regering ifølge Reuters.

Iran erklærer sig parat til at styrke samarbejdet om sikkerheden i Den Persiske Golf, der udgør en hovedfærdselsåre i den globale energiforsyning.

Det formodede angreb i Omanbugten skete samtidig med, at Irans overhoved, ayatollah Ali Khamenei, mødtes med Japans regeringsleder, Shinzo Abe, in Teheran. (Foto: © ho, Scanpix)

Bekymrede rederier

Peter Viggo Jakobsen forventer ikke, at dagens formodede angreb bliver et vendepunkt for spændingerne i Den Persiske Golf, som har rod i USA's beslutning om at trække sig fra den internationale atomaftale med Iran og genindføre sanktioner mod landet.

- Jeg tror ikke, at der kommer til at ske noget videre på grund af det her. Men det er klart, at hvis man har tankskibe i området, så bliver man nødt til at tage sine forholdsregler, siger han.

Hos brancheorganisationen Danske Rederier følger man da også sagen tæt.

- Situationens alvor gør jo, at vi er særligt opmærksomme, og det giver anledning til at overveje, hvad der skal til, siger Asbjørn Overgaard Christiansen, fungerende direktør for sikkerhed, om situationen i regionen.

Rederiet J. Lauritzen "ser med stor bekymring på hændelserne i Omanbugten".

- Området er af meget stor betydning for verdenshandlen og den internationale skibstrafik, og J. Lauritzen har også betydelig aktivitet i regionen. Vi har kontinuerligt skibe i området, om end antallet p.t. er begrænset, udtaler Mads P. Zacho, der er topchef hos J. Lauritzen:

- Sikkerhed for vore ansatte og vore kunders last er helt afgørende for J. Lauritzen, og vi følger derfor nøje udviklingen via alle tilgængelige kilder.

Også hos Mærsk holder man øje med situationen.

- Vi tager vores forholdsregler, men vores drift er ikke påvirket, hedder det i en udtalelse.