Forgæves søgning: Finder ingen vragrester fra savnet fly

Vietnamesiske fly finder intet, der hvor kinesisk satellit havde opfanget et mistænkeligt område i havet.

Billedet her, som er frigivet af de kinesiske myndighder, viser angiveligt vragrester. Det er uvist, om det stammer fra det Malaysiske fly. © CCTV America (© Scanpix)

To vietnamesiske fly har ikke fundet spor efter det forsvundne fly fra Malaysia Airlines i det område, hvor en kinesisk satellit ellers havde opsporet tre genstande, der kunne være vragrester.

Det fortæller en journalist fra nyhedsbureauet Reuters, der var om bord på det ene fly, der cirklede over området i det Det Sydkinesiske Hav, men som ikke fandt noget.

Vietnams myndigheder havde undersøgt området tidligere uden at finde noget, men besluttede sig altså for at forsøge igen.

Opsnappede tre mystiske genstande

Malaysia har også sendt et fly ud til området, bekræfter landets transportminister Hishammuddin Hussein gennem sin Twitter-konto, skriver AFP.

En kinesiske satellit, der er sat til at hjælpe med eftersøgningen af flyet MH370, havde opsnappet et tre mystiske genstande i et mistænkeligt område i havet nordøst for Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, oplyste de kinesiske myndigheder.

Det blev også offentliggjort billeder fra satellitten, men Kinas civile luftfartsmyndigheder sagde dog samtidig, at der ikke var noget bevis for, at fundet havde noget med det forsvundne fly at gøre.

- Kinesiske satellitter har fundet røg og flydende genstande. På nuværende tidspunkt kan vi ikke bekræfte, at dette har tilknytning til det savnede fly, sagde leder af de civile luftfartsmyndigheder Li Jiaxiang ifølge Reuters.

Fly forsvandt fredag

Billederne viser tre store genstande, der flyder rundt i havet mellem Malaysia og det sydlige Vietnam. Den største del er på størrelse med en bus, mens de to andre måler omkring 13 gange 18 meter og 14 gange 19 meter, skriver CNN.

Satellitten tog billederne søndag den 9. marts - dagen efter, at flyet forsvandt fra radaren. De er dog først blevet offentliggjort onsdag.

Flyet fra Malaysia Airlines forsvandt fredag aften dansk tid med 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord. Flyets destination var Beijing, og kontakten forsvandt, da flyet krydsede ind i det vietnamesiske luftrum.

/ritzau/