'Folkehelt' og 'frihedskæmper': Derfor er de russiske militærbloggere så magtfulde

Bloggerne taler til den almindelige russer og har en anden troværdighed end staten, forklarer ekspert.

Militærbloggeren Vladlen Tatarsky, hvis virkelige navn var Maxim Fomin, blev dræbt i den russiske østersøby Sankt Petersborg søndag i det, de russiske myndigheder kalder et terrorangreb. 32 mennesker blev såret. Ti af dem alvorligt. (Foto: © Dmitri Lovetsky, Copyright 2023 The Associated Press. All rights reserved)

Russiske medier er i dag ramt af breaking news. Årsagen er drabet på den russiske militærblogger Vladlen Tatarskij, der søndag blev dræbt på en café i Sankt Petersborg.

Her menes han at være omkommet på grund af en eksplosion fra en buste, som lignede militærbloggeren.

I medierne bliver han omtalt som folkehelt og frihedskæmper. I den anden ende står en anholdt kvinde, 26-årige Darja Trepova, som de russiske myndigheder mener står bag drabet. Hun beskrives som en "usikker feminist".

Det fortæller Kristina Aleksandrovna Pedersen, der er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, hvor hun monitorerer de russiske medier.

Vladlen Tatarsky bloggede om krigen i Ukraine. Søndag blev han dræbt på en café i den russiske by Sankt Petersborg. (Foto: © Handout)

- Et af indslagene fokuserer på hende, hvor det fortælles, at hun tidligere har været anholdt, og at hendes sociale medier indeholder posts fra en "usikker feminist". Desuden er der et indslag, hvor hun tilstår, at hun tog busten med, men hvor hun nægter at fortælle, hvem der bad hende om det, siger Kristina Aleksandrovna Pedersen.

De russiske myndigheder mener desuden, at Darja Trepova har handlet i samarbejde med både Ukraines regering og den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs antikorruptionsorganisation.

At en militærblogger som Vladlen Tatarskij rydder fladen på nationalt tv, undrer ikke Kristina Aleksandrovna Pedersen. Hun fortæller, at militærbloggerne ofte optræder som eksperter i de russiske medier.

- De taler til den almindelige borger og giver en anden troværdighed end staten. De får derfor legitimitet og fremstår som troværdige kilder, som ved, hvad der sker, siger hun.

Dygtige militære analytikere

Russiske militærbloggere bruges ikke kun af russere, der søger information om krigen fra den russiske vinkel. De bliver også brugt og taget seriøst som meningsdannere.

Ikke bare i Rusland, men også af organisationer, der forsker i krigens gang og russiske politikere.

Eksempelvis bruger den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) bloggerne i deres daglige rapporter om krigens gang. Her bliver de brugt til at give et billede på, hvordan folkestemningen er blandt den russiske befolkning.

Det sker blandt andet med citater fra bloggerne, når de eksempelvis kritiserer forsvarsministeren Sergej Shojgu for den officielle strategi.

Også herhjemme holder man øje med de russiske militærbloggere. Det fortæller Anders Puck Nielsen, der militærforsker på Forsvarsakademiet.

- Mange af dem er ofte ret velinformerede om, hvad der foregår, og nogle af dem er også dygtige til at lave militære analyser, siger han.

En stor del af bloggerne har de seneste måneder været særdeles kritiske over for den måde, den russiske hær fører krig på og i stedet rost Wagner-gruppen for deres indsats.

Så meget, at den russiske leder af styrkerne i Ukraine i starten af måneden bad bloggerne om at dække Wagner-gruppen mindre.

Angriber de rigtige

Det kan virke besynderligt, at demonstranter risikerer fængsel for at ytre den mindste kritik i Rusland, når bloggere åbenlyst kan kritisere højtstående politikere.

Det er Anders Puck Nielsen enig i. Men han siger også, at militærbloggerne, som typisk er meget nationalitiske og ønsker mere krig, har en helt særlig rolle.

- De spiller både en væsentlig rolle for at legitimere Putins krig - også for at få opbakning fra dele af befolkningen og for at kunne rekruttere flere.

- Omvendt kan det russiske sikkerhedsapparat også have en interesse i at stække miljøet omkring militærbloggerne og statuere et eksempel, hvis de er for kritiske over for styret, siger Anders Puck Nielsen, der peger på, at Putin med kritikken kan virke svag.

Han peger på, at Vladlen Tatarskij har været "ret kritisk" over for det russiske forsvarsministerium. Desuden blev han dræbt på en café, der tidligere har været ejet af Wagner-gruppens stifter, som tidligere også har kritiseret den russiske stat for ikke at støtte Wagner-gruppen med nok ammunition.

Kristina Aleksandrovna Pedersen er enig i, at bloggerne kan være farlige for Putin. Til gengæld giver det ham en fordel, fordi de legitimerer hans handlinger over for befolkningen.

Myndighederne er til stede på gerningsstedet i Sankt Petersborg, efter Vladlen Tatarskij blev dræbt.

Og der slipper militærbloggerne altså lettere gennem filtret, når de kommer med kritik - også fordi, deres popularitet er høj, fortæller hun.

Men det hele handler om hvem, der præcist bliver kritiseret, og hvilket perspektiv, der kritiseres fra. Det forklarer Abbas Galljamov, der er politisk analytiker og tidligere taleskriver for Putin, til det tyske medie Deutsche Welle.

- Militærbloggere kritiserer ud fra det såkaldte patriotiske perspektiv. De angriber ikke Putin og hans lederskab eller beslutninger, men dem, der er ansvarlige for selve udførelsen af krigen i Ukraine, forklarer han.

Samtidig er Putin sandsynligvis enig med flere af bloggerne.

- Hans folk lovede ham Kyiv, inden der var gået tre dage. I stedet er han flere gange blevet ydmyget foran verden. På et følelsesmæssigt plan forstår han bloggerne, siger Galljamov.

Forbindelser til politikere

Flere større militærbloggere er også sat i direkte forbindelse med nogle af de folk, der angiveligt kæmper en intern magtkamp i Rusland.

Det gælder blandt andre den nu afdøde Vladlen Tatarskij.

I forbindelse med Tatarskijs død søndag beskrev tænketanken ISW, at han blev set som en af de mest betydningsfulde bloggere. Og ISW spekulerede også i, om hans død var en del af et internt politisk magtopgør i Rusland.

Ifølge Reuters havde han over 560.000 følgere på Telegram, og han var ikke kun en af de mest betydningsfulde bloggere, men også en af dem, der kritiserede det russiske forsvarsministerium og forsvarsministeren mest, beretter ISW.

I rapporten står også, at eksplosionen skete på en bar, der har tætte bånd til Wagner-gruppens stifter, Jevgenij Prigozjin.

- Mordet kan sandsynligvis være en del af en større eskalering af de interne stridigheder i Rusland, og det kan have været en advarsel til Prigozjin, der gentagende gange har stillet spørgsmål til den officielle politik, skriver tænketanken i sin rapport.