Folk i Mosul risikerer at vende hjem til bomber i ovne og køleskabe

Det vestlige Mosul er befriet, men langt fra sikkert at vende hjem til.

Oprydningsarbejdet i det veslige Mosul er i gang efter byens befrielse. Men det vil tage lang tid at rydde bydelen for hjemmelavede bomber, advarer dansk organisation. (Foto: © OMAR ALHAYALI, Scanpix)

Terrororganisationen Islamisk Stat er så godt som fjernet fra gruppens sidste store enklave i Irak, nemlig den vestlige del af millionbyen Mosul.

Men selvom gruppens krigere er fordrevet, og den irakiske regeringshær har kontrol med byen, er det langt fra sikkert for indbyggerne at vende hjem.

- Det store problem er, at mange af husene, skolerne og vejene er dækket med det, som vi kalder hjemmelavede bomber, siger Benedikte Riis Bjerch-Andresen, som sidder i byen Erbil i Nordirak som programmedarbejder i Danish Demining Group.

Opfindsomt bombemageri

Den danske organisation arbejder for at fjerne de miner og bomber, som Islamisk Stat har ladet ligge tilbage i den vestlige del af Mosul.

- Der har ikke været mangel på opfindsomhed i den her krig i Mosul. Og det gør det rigtig svært for minerydningsorganisationerne at sikre områderne, før folk kan vende tilbage til deres hus, siger Benedikte Riis Bjerch-Andersen.

- Når folk vender tilbage til deres huse, er der bomber i ovnen, i køleskabet og lige indenfor døren til deres hus. Og det er rigtig, rigtig farligt, siger hun.

Det østlige Mosul blev vristet ud af Islamisk Stats kontrol og faldt tilbage i hænderne på den irakiske regering for knap et halvt år siden. Og i byens østlige del er livet vendt tilbage efter gruppens næsten tre år lange besættelse af byen.

- Vi har kontor i Østmosul, hvor folk er begyndt at vende tilbage, forretninger er åbne, der kører biler omkring, og folk går rundt i gaderne, siger Benedikte Riis Bjerch-Andresen.

  • Allerede i april havde legetøjsforretninger i den østlige del af Mosul åbent igen. (Foto: © MARIUS BOSCH, Scanpix)
  • Islamisk Stat indtog Mosul i juni 2014 og har siddet på byen siden da. I slutningen af januar blev den østlige del af byen generobret. (Foto: © MARIUS BOSCH, Scanpix)
  • Livet er vendt tilbage i Østmosul. (Foto: © MARIUS BOSCH, Scanpix)
1 / 3

Stort arbejde forude

Gennem det sidste halve år har Islamisk Stat klynget sig fast til deres sidste egentlige territorium af betydning i Irak, mens irakiske styrker har forsøgt at presse gruppen ud af den vestlige del af Mosul, og den internationale koalitions kampfly har bombet byen fra luften.

Fordi krigen i Vestmosul har stået på længere, har Islamisk Stat også haft bedre tid til at gemme de hjemmelavede bomber, og da bydelen er tydeligt mærket af bombardementer, vil det tage længere tid at rydde den del af byen end i den østlige del, fortæller Benedikte Riis Bjerch-Andresen:

- Det vil kræve masser af tid, godt trænede mennesker og masser af penge. Arbejdet vil tage rigtig lang tid, siger hun og tilføjer, at der endnu ikke er overblik over omfanget af hjemmelavede bomber i byen.

  • Mens livet er vendt tilbage i den østlige bydel er den gamle by i Vestmosul dækket af hjemmelavede bomber. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)
  • Mens livet er vendt tilbage i den østlige bydel er den gamle by i Vestmosul dækket af hjemmelavede bomber. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)
  • Mens livet er vendt tilbage i den østlige bydel er den gamle by i Vestmosul dækket af hjemmelavede bomber. (Foto: © AHMAD AL-RUBAYE, Scanpix)
  • Mens livet er vendt tilbage i den østlige bydel er den gamle by i Vestmosul dækket af hjemmelavede bomber. (Foto: © Fadel Senna, Scanpix)
1 / 4

Derfor arbejder den danske gruppe heller ikke kun med at få fjernet miner og bomber.

- Vi underviser også lokalbefolkningen, så de kan hjælpe med at sprede budskabet om, at man skal passe på potentielt farlige genstande, siger Benedikte Riis Bjerch-Andresen.