Vesten skal sende langtrækkende missiler til Ukraine, som kan bruges til at ramme russiske mål i russisk territorium.
Det mener Anders Fogh Rasmussen, der tidligere har været generalsekretær i Nato, og som er formand for en arbejdsgruppe, der arbejder for Nato-medlemsskab for Ukraine.
- Mit synspunkt er, at man må ramme de mål, der er nødvendige for at forhindre angreb mod Ukraine. Hvis russerne har sat deres apparater og udstyr og sender missiler og droner ind i Ukraine, så må man da ramme dem, også selvom det er på russisk territorium, siger Anders Fogh Rasmussen, der også var statsminister for Venstre fra 2001 og frem til 2009.
En af betingelserne for at ukrainerne har modtaget våben fra Vesten er, at de ikke blev anvendt til angreb i Rusland.
- Mit argument er, at vi skal fjerne alle restriktioner og give ukrainerne alt, hvad de har brug for så hurtigt som muligt, siger han.
Langtrækkende missiler skal til Ukraine
Dermed siger Anders Fogh Rasmussen også, at der skal speedes gevaldigt op for våbendonationerne fra de vestlige lande.
Derfor håber han, at tyskerne vil sende deres langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine, og at amerikanerne vil gøre det samme med de langtrækkende ATACMS-missiler, de har.
For ifølge ham har der været for meget snak og for lidt handling. Også selvom vi i Vesten er gået fra først at sende hjelme og tæpper til Ukraine til nu at sende kampfly afsted.
- Alligevel er jeg skuffet. Vi skulle for lang tid siden havde truffet de nødvendige beslutninger. Da vi diskuterede Leopard 2-kampvogne til Ukraine, brugte Putin vores tøven til at forstærke forsvaret i det østlige Ukraine. Det gjorde ukrainernes offensiv langsommere, mere besværlig og blodig. Vi har os selv at takke for, at det er gået så langsomt, siger Anders Fogh Rasmussen.
Desuden mener den tidligere generalsekretær for Nato også, at tiden er inde til, at forsvarsallianen sender en klar invitation til Ukraine om at være i alliancen.
Han fortæller, at en invitation ikke betyder, at Ukraine bliver medlem fra den ene dag til den anden, men at det vil kræve grundig forberedelse – også i forhold til den såkaldte musketered, Natos artikel 5, hvor et angreb på ét medlemsland regnes som et angreb på alle.
- Det klarer man bedst bag lukkede døre i Nato og i Ukraine-rådet (råd under Nato, red.). Derfor siger jeg: Lad os invitere Ukraine, og så kigger vi på de praktiske spørgsmål, siger han.
Står en aktiv konflikt i Ukraine ikke i vejen for det?
- Det argument skal vi prøve at komme udenom. Hvis du siger, vi ikke kan sende en invitation til Ukraine, så længe der er krig, så siger du også til Putin, at han bare skal fortsætte krigen. For så forhindrer han ukrainerne i nogensinde at blive medlem af Nato. Det er en ond cirkel, vi skal bryde ved at komme med en invitation nu, siger han.
Fogh: Du skal overvælde din fjende
Risikerer man ikke at optrappe det, som kan være tærsklen til en tredje verdenskrig?
- Det er så et andet argument, jeg hører. Men hvad kan Putin gøre? Det er jo Putin, der har optrappet den her krig. Det har han gjort siden 2008, hvor Nato besluttede, at Ukraine vil blive medlem af alliancen.
- Vi er så kommet rendende bagefter, når han har optrappet, hvor vi så har leveret lidt mere. Man kan ikke vinde en krig med sådan en skridt-for-skridt-strategi. Du skal overraske og overvælde din fjende, det er den chok-strategi, der er brug for at følge, siger Anders Fogh Rasmussen.
Han siger, at det er op til ukrainerne at beslutte, om de ønsker en eventuel forhandling med med russerne. Men indtil da har Vesten en stor opgave.
- Den benhårde sandhed er, at vejen til fred er gennem krig. Hvis vi skal have en holdbar og retfærdig fred, så er det nødvendigt, at ukrainerne går ind til forhandlinger med så stærk en baggrund som overhovedet muligt. Det er en grund til, at vi skal levere, hvad vi kan, så hurtigt vi kan, siger Anders Fogh Rasmussen.