Det gasangreb i Syrien, der angiveligt kostede op mod 1300 mennesker livet heriblandt civile, kan ikke stå ubesvaret hen.
Det siger Nato's generalsekretær og Danmarks tidligere statsminster Anders Fogh Rasmussen nu i en udtalelse på den militære organisations hjemmeside.
- Oplysninger fra en lang række kilder peger på, at det syriske regime er ansvarlig for anvendelsen af kemiske våben i disse angreb, siger han og fortsætter:
- Dette er et klart brud på mangeårige internationale normer og praksis. Enhver brug af sådanne våben er uacceptabel og kan ikke gå ubesvaret hen. Bagmændende skal holdes ansvarlige.
En blandt flere
Dermed er han det seneste skud på stammen af verdensledere og politikere med internationale toppposter, som fordømmer giftgasangrebet i Syrien den 21. august.
Samtidig med udmeldelsen giver Anders Fogh Rasmussen Nato's støtte til FN's våbeninspektører, som i øjeblikket er i gang med at undersøge, hvad der er op og ned i sagens om gasangrebet.
- Vi vil forstætte med at holde øje med situationen i Syrien, og Nato forstætter med at hjælpe Tyrkiet (medlem af Nato, red.) og beskytte alliancens sydøstlige grænse, skriver Anders Fogh Rasmussen.
Angreb torsdag
Allerede tirsdag gik den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt ud og sagde, at hun var klar til at støtte internationale, militære aktioner i Syrien uden om FN's Sikkerhedsråd.
Onsdagen igennem har der været forlydener om, at en gruppe af lande anført af USA torsdag vil indlede et kort luftbombardement af militære installationer i Syrien som straf for brugen af kemiske våben.
Inden da vil Storbritannien forsøge at få vedtaget en resolution i Sikkerhedsrådet i FN, der "giver autoritet til, at nødvendige midler tages i brug for at beskytte civile". Den ventes dog at blive forkastet af Kina og Rusland, som er imod et militært indgreb i Syrien.