Første dræbte i terrorangreb identificeret - svensk kvinde savnes

En kvinde fra Peru er den første, som er blevet identificeret efter terrorangrebene. Hun blev dræbt i lufthavnen, men hendes mand og to døtre overlevede.

Adelma Marina Tapia ses her sammen med sin mand. Hun er den første, som er blevet identificeret efter terrorangrebene.

De første navne på de dræbte og sårede efter terrorangrebene i Bruxelles er i løbet af dagen blevet offentliggjort.

Mindst 31 blev dræbt og omkring 270 såret i angrebene i Zaventem Lufthavn og Maalbeek metrostation.

Den første, som er blevet identificeret, er 37-årige Adelma Tapia Ruiz fra Peru. Hun var i lufthavnen sammen med sin belgiske mand og sine fire-årige tvillingepiger.

Manden og børnene var gået uden for gateområdet for at lege, og det reddede deres liv – manden og en af pigerne blev dog lettere såret i bombeeksplosionen.

Broderen til Adelma Tapia Ruiz skriver på Facebook, at det er svært at forstå, at skæbnen har taget søsterens liv.

- Det er endnu mere uforståeligt ikke at kunne være nær hende i den tragedie, som har ramt vores familie, skriver Fernando Tapia.

To personer, der blev dræbt i metroangrebet, er også blevet identificeret. Det drejer sig om Leopold Hecht, som studerede på Saint-Luis Universitetet i Bruxelles, og en statsansat i Bruxelles, Olivier Delespesse.

Svensk kvinde savnes

Samtidig er pårørende desperate efter flere informationer om de savnede. Blandt andet savnes en svensk kvinde.

Datteren Katarina fortæller til den svenske avis Aftonbladet, at moderen var på vej hjem efter at have besøgt familien i Bruxelles. Katarina har forgæves eftersøgt hende på hospitaler og de lister, som findes over de sårede.

- Vi svinger mellem en følelse af tomhed, og at det er helt uvirkeligt. Man bryder sammen og tænker, at det ikke kan være rigtigt, og så tænker man rationelt "nu skal vi finde hende", siger hun til avisen.