EU og USA forsøger at vise tænder over for Rusland med sanktioner mod ukrainske og russiske magthavere, men Ruslands præsident, Vladimir Putin, har andre ting at spekulere på.
Putin har allerede anerkendt halvøen Krim som en fri og uafhængig nation.
- Nu er spørgsmålet, om Putin vil lade Krim forblive en selvstændig enhed under russisk kontrol eller fuldt ud indlemme Krim under den russiske føderation, vurderer DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.
Ifølge Steffen Gram bliver omverdenen formentlig klogere i løbet af i dag, hvor Putin holder en vigtig tale for det russiske overhus og underhus. Her vil han sandsynligvis også løfte sløret for, hvad han ønsker, der skal ske med det østlige Ukraine.
Dagligt er der kampe mellem ukrainske nationalister og russiske demonstranter.
Og så bliver det interessant at se, om Putin vælger at lukke for gasleverancerne til Ukraine. De har tidligere brugt 'gas-våbnet' både i 2006 og 2009. Politiske iagttagere mener, det ikke vil give mening, fordi det vil ramme russerne økonomisk, forklarer Steffen Gram.
- Omvendt kan det være effektivt, fordi det meget hurtigt vil svække Ukraine og skabe økonomisk kaos i landet. Men hvis han lukker for gassen, vil EU meget hurtigt kunne erstatte en del af gassen fra reserver i Tyskland, Ungarn og Slovakiet. Det kan skade den russiske økonomi, som i forvejen er i recession, og så begynder det for alvor at gøre ondt på russerne, siger Steffen Gram.
Krim på Moskva-tid
Ved søndagens folkeafstemning stemte 96,77 procent af vælgerne for Rusland. Men kun pro-russiske indbyggere deltog, da valget blev boykottet af de pro-ukrainske indbyggere samt øens minoritet tartarerne.
Og fra flere sider bliver det nævnt, at mange stemmesedler var udfyldt på forhånd.
Krims flertal af russisk indstillede borgere er allerede parat til at blive optaget i Rusland. Således har man allerede skiftet tidszone, så øen er på Moskva-tid.
Indbyggerne kan ikke længere se ukrainsk tv, og de ønsker den russiske rubel som valuta.
Det russiske parlaments underhus, Dumaen, ventes at diskutere lovgivningen fredag, for at forenkle processen, der gør det muligt for Rusland at indlemme en del af en suveræn stat, skriver Ritzau.
Ifølge Reuters, der citerer det russiske nyhedsbureau RIA, kalder Putin det hensigtsmæssigt at underskrive en traktat, der gør Krim til en del af Rusland.