De 15 lande i FN's Sikkerhedsråd opfordrer alle lande, der har mulighed for det, til at bakke op om at nedkæmpe Islamisk Stat (IS) og forstærke indsatsen med at forebygge yderligere angreb fra den ekstremistiske bevægelse.
Rådet har fredag på fransk initiativ enstemmigt vedtaget en resolution, der fordømmer den ekstremistiske bevægelse, som har taget skylden for sidste uges dødbringende angreb i Paris.
Enigheden i Sikkerhedsrådet kommer efter måneder med uenighed mellem Vesten og Rusland i forhold til det syriske spørgsmål.
IS "udgør en hidtil uset global trussel mod den internationale fred og sikkerhed", hedder det i resolutionen.
Sker efter terrorangrebet i Paris
Alle FN's medlemslande opfordres til at "fordoble og koordinere deres bestræbelser på at forebygge og standse terrorangreb" begået af IS og andre ekstremistiske grupper som al-Qaeda.
Ifølge Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, viser fredagens beslutning i Sikkerhedsrådet, at viljen til at konfrontere IS, er øget.
- Det er nu vigtigt, at alle lande på konkret vis forpligter sig til denne kamp, siger Fabius ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Frankrig har efter angrebet mod Paris forrige fredag optrappet sine luftangreb mod IS.
Desuden har landet sendt hangarskibet Charles de Gaulle til Middelhavet som en yderligere foranstaltning. Det er dog en beslutning, som blev taget før massakren i den franske hovedstad.
/ritzau/Reuters