FN's Sikkerhedsråd fordømmer Nordkoreas missilaffyring, der fandt sted fredag morgen.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Sikkerhedsrådet kalder det en "skandaløs handling" og understreger samtidig vigtigheden af, at Nordkorea påbegynder en atomnedrustning på den koreanske halvø.
Det ballistiske missil blev affyret fra hovedstaden Pyongyang.
Missilet blev affyret mod øst og passerede hen over den japanske ø Hokkaido, før det styrtede i Stillehavet.
Fredagens test kom, efter at FN's Sikkerhedsråd tidligere på ugen vedtog et nyt sæt sanktioner mod styret.
/ritzau/