Udsultning af syriske civile er en krigsforbrydelse og en potentiel forbrydelse mod menneskeheden, som ikke bør kunne omfattes af nogen amnesti, siger FN's menneskerettighedschef, Zeid Ra'ad al-Hussein.
Zeid siger også, at titusinder af civile syrere sidder vilkårligt fængslet, og at de bør frigives.
Med henvisning til rapporter om udsultning af indbyggere i byen Madaya og belejringerne af 15 andre byer, siger menneskerettighedskommissæren, at dette ikke blot er en krigsforbrydelse, men en forbrydelse mod menneskeheden.
FN's Hjælpemission for Irak og FN's menneskerettighedskontor anslår i en ny rapport, at 3.500, flest kvinder og børn, 'bliver holdt som slaver af Islamisk Stat'.
Rapporten giver mange detaljerede beskrivelser af halshugninger, henrettelser ved skydning, folk, der bliver brændt levende, og personer, der bliver kastet ud fra højhuse.
FN har ifølge rapporten også oplysninger om børnesoldater, og bekræftede rapporter tyder på, at mellem 800 og 900 børn i Mosul er bortført for at blive indoktrineret med militær og religiøs træning.
/ritzau/