FN opfordrer nu lande, der er ramt af den farlige zikavirus, til sørge for at kvinder har adgang til prævention og abort, skriver AFP.
Den myggebårne virus hærger især i Syd- og Mellemamerika, som er overvejende katolsk, og hvor landene har en restriktiv abort- og præventionslovgivning.
- Hvordan kan landene bede disse kvinder om ikke at blive gravide og samtidig ikke tilbyde dem muligheden for at stoppe deres graviditet? spørger Cecile Pouilly, talskvinde for FN's højkommissær for menneskerettigheder.
Selv påpeger FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al-Hussein, at mange piger og unge kvinder i disse lande bliver gravide som følge af voldtægt.
- Især i miljøer, hvor seksuel vold er så udbredt, kan graviditet være svær at forhindre, siger han i en erklæring og fortsætter:
- Love og politikker, der begrænser kvinders adgang til prævention og abort, skal hurtigst muligt revideres.
/ritzau/AFP