Når det er monsunsæson, så stiger Sydøstasiens mange floder – ud over afgrøder, op af kloakker og langt ind i gader. Det voldsomme vejr gør regionen ekstra sårbar overfor klimaforandringer, advarer Martin Hart-Hansen, der er vicelandechef for FNs Udviklingsprogram i Thaliand:
- Sydøstasien bredt set er nok en af de mest udsatte for klimaforandringer i verden. Regionen er ofte ramt af store storme, og oversvømmelser og med klimaforandringerne bliver disse vejrforhold værre og værre, og det sker oftere og oftere, siger han
For eksempel har der været to altødelæggende storme bare i Filipinerne de seneste år. I 2011 var 60 procent af hele Thailand oversvømmet som følge af en ekstrem monsun-sæson, og i år måtte Myanmar erklære undtagelsestilstand, da oversvømmelser jog mere end 150.000 mennesker på flugt. Det er presserende, at regionen begynder at forebygge katastroferne og investere i grøn teknologi nu, siger han.
Men det er ikke så ligetil:
- Fælles for mange af de sydøstasiatiske lande er, at de har store politiske intentioner, men det praktiske med at sætte systemerne og mekanismerne på plads i landet for at få det til at fungere er ikke helt fulgt med, siger Martin Hart-Hansen.
Hvis ikke, der bliver handlet nu, kan det blive dyrt på sigt, forklarer han;
- Der skal for eksempel investeres ordentlige afvandingssystemer, nye vandingssystemer til rismarkerne, og hvis der kommer for meget vand, så skal der etableres kanaler til at lede vandet væk. Det handler om at investere nu for at reducere de omkostninger, der kommer til at være om fem-ti år, siger han.