FN sætter nødhjælpen til det nordlige Gaza på pause. Den civile orden er kollapset

Palæstinensere i det nordlige Gaza risikerer at stå over for en hungersnød til maj.

Videoen ovenfor er fra AFP fra den 9. januar, hvor palæstinensere i Gaza by i det nordlige Gaza stormede en lastbil med mel og dåsemad.

Hvert sjette barn under to år i den nordlige del af Gazastriben er lige nu truet på livet af akut underernæring.

Det viser en ny rapport fra Unicef og FN's fødevareprogram (WFP).

- Det er en forværring, der er fuldstændig uden fortilfælde globalt, siger Susanne Dahl, der er generalsekretær i Unicef Danmark.

Det er ikke en situation, der ser ud til at ændre sig lige foreløbig.

For ganske kort tid efter at rapporten fra Unifcef og WFP landede, kunne netop WFP i går meddele, at de nu sætter deres leveringer af nødhjælp med mad til det nordlige Gaza på pause.

Det er for farligt at bringe nødhjælpen ud, lyder det fra FN's fødevareprogram.

- Vi ved, at det betyder, at situationen vil forværres yderligere, og at flere mennesker risikerer at dø af sult.

- WFP er dybt engageret i hurtigst muligt at nå ud til desperate mennesker i hele Gaza, men sikkerheden for at levere kritisk fødevarehjælp - og for de mennesker, der modtager den - skal sikres, lyder det i en skriftlig meddelelse fra WFP.

'Kollaps af den civile orden'

Palæstinensere i det nordlige Gaza har før levet uden nødhjælpen fra FN.

Leverancerne blev nemlig først genoptaget i søndags efter at have været suspenderet i tre uger som følge af et angreb på en lastbil fra UNWRA, der er FN's organisation for palæstinensiske flygtninge.

Planen var ifølge WFP at sende ti lastbiler ind i det nordlige Gaza hver dag i syv dage.

Men "fuldstændig kaos og vold på grund af kollapset af den civile orden" i Gaza har altså nu fået WFP til at sætte det helt på pause.

Søndag oplevede organisationen, at deres konvoj blev omringet af grupper af sultne palsætinensere ved en kontrolpost på vej mod Gaza by.

- Først afværgede vi flere forsøg fra folk, der forsøgte at klatre ombord på vores lastbiler, og derefter blev vi beskudt, da vi kom ind i Gaza by, men vores hold var i stand til at uddele en lille mængde mad undervejs, lyder det fra WFP.

  • En lastbil med blandt andet mel blev plyndret ved en kontrolpost tæt ved Gaza by i søndags. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)
  • Nu har FN's fødevareprogram sat nødhjælpen på pause til det nordlige Gaza, som risikerer at stå overfor en hungersnød til maj. (Foto: © stringer, Ritzau Scanpix)
1 / 2

FN har siden december advaret om, at befolkningen i det nordlige Gaza risikerer at stå over for en decideret hungersnød, når kalenderen rammer maj måned, hvis kampene fortsætter.

- Vi har advaret om situationen længe. Derfor er det bekymrende at se, at adgangen og nødhjælpen ind i det nordlige Gaza har været næsten fuldstændig afskåret i ugevis, og at situationen har udviklet sig som den har, siger Susanne Dahl.

I Rafah kommer nødhjælpen ind, og det kan mærkes

Børn, der er akut underernærede, er ekstra sårbare for smitsomme sygdomme. Det kan eksempelvis være akut diarre, som kan føre til, at et barn dør, hvis ikke det får den rette hjælp, fortæller Susanne Dahl.

- Den akutte underernæring er ganske alvorlig. Den kræver sundhedsbehandling. Enten på et sundhedscenter eller et hospital. Resten af børnene (red. dem, der ikke er akut underernæret), de sulter ganske enkelt.

Lige nu befinder flere end 1,3 millioner palæstinensere sig i byen Rafah i den sydlige del af Gazastriben. Størstedelen af dem er flygtet fra andre steder i Gazastriben, nogle af dem flere gange.

En del af dem er flygtet fra det nordlige Gaza. Israelsk militær bad den 13. oktober 1,1 millioner mennesker om at evakuere til den sydlige del af Gazastriben, men nogle befinder sig altså stadig i Gaza by og andre dele i det nordlige Gaza.

- Det, der er brug for i det nordlige Gaza, er en sikker, uhindret og vedvarende adgang til mad, vand, medicin og sundhedsydelser hurtigst muligt. Det gælder sådan set i hele Gazastriben, siger Susanne Dahl.

I Rafah blev en lastbil med vand stormet tilbage i december. Videoen her er fra en lokal palæstinensisk fotograf, som vi har fået til at optage for os i Gaza. Siden krigens begyndelse har DR forsøgt at få adgang til Gaza, men har endnu ikke fået tilladelse af det israelske militær.

Selvom situationen i Rafah også er desperat, er den ikke lige så kritisk som i det nordlige Gaza. I Rafah er det fem procent af børnene under to år, der lider af akut underernæring, fortæller Susanne Dahl.

- Det er stadigvæk et meget højt antal, men der kan vi se, at der når hjælpen frem.

- Så den gode nyhed er, at hvis vi kan få noget hjælp ind i den nordlige del af Gazastriben, så kan vi afværge de mange dødsfald, som vi frygter i øjeblikket.