FN rammer Nordkorea med nye sanktioner

Olieleverancer til Nordkorea vil blive ramt af nye sanktioner. Nordkoreanske arbejdere i udlandet skal hjem.

Kim Jong-uns Nordkorea bliver ramt af nye sanktioner. (Foto: © KCNA, Scanpix)

FN's Sikkerhedsråd vedtager nye skrappe sanktioner over for Nordkorea efter regimets seneste forsøg med en langtrækkende raket, som det hævder kan ramme USA.

Sikkerhedsrådets vedtagelse er enstemmig.

De nye sanktioner vil lukke for en del af olieleverancerne til Nordkorea. De er vitale for regimets raket- og atomprogram.

Nordkoreanere, der arbejder i udlandet, vil få pligt til at vende hjem inden for to år.

Forsøger at bremse 90 procent af olietilførslen

Med resolutionen forsøger man at bremse næsten 90 procent af de raffinerede olieprodukter til Nordkorea ved at fratage Pyongyang 500.000 tønder af disse produkter om året.

Resolutionsteksten var fremlagt af USA, og i den hedder det videre, at der skal kappes fire millioner tønder råolie om året til Nordkorea.

Den amerikanske regering har i særlig grad appelleret til Kina om at begrænse olieeksporten til nabolandet.

Ny interkontinental raket

Det nordkoreanske styre meddelte 29. november, at det med held havde afprøvet en ny interkontinental raket. Her blev det hævdet, at man havde nået et "gennembrud" og fra nu af ville være i stand til at ramme USA.

- Resolutionen sender det utvetydige budskab til Pyongyang, at mere trods vil være en invitation til mere straf og isolering, siger USA's FN-ambassadør, Nikki Haley.

FN's Sikkerhedsråd har allerede i flere omgange pålagt Nordkorea sanktioner for raketaffyringer og atomprøvesprængninger.

Nordkorea har indtil videre valgt at ignorere kravene fra FN's Sikkerhedsråd.

Ved at begrænse nordkoreanske arbejderes mulighed at søge beskæftigelse i udlandet håber man på, at præsident Kim Jong-un fratages økonomiske midler til at udvikle raketter og atomvåben.

De mange tusinde nordkoreanske arbejdere i udlandet sender størstedelen af den hårde valuta, som de indtjener, hjem til Nordkorea.

/ritzau/Reuters