FN: Over 300 civile dræbt i kampen om Vest-Mosul

Islamisk Stat bruger angiveligt civile som menneskeskjold i bygninger i det vestlige Mosul, siger FN.

Mindst 307 civile er dræbt i perioden mellem 17. februar og 22. marts. (Foto: © Ahmad gharabli, Scanpix)

Over 300 civile er blevet dræbt, siden den irakiske hær i sidste måned indledte en offensiv mod Islamisk Stat i det vestlige Mosul.

Det oplyser FN tirsdag.

Hvis de seneste drab bekræftes, kan antallet af civile ofre komme op over 400, oplyser FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder i en meddelelse.

Mindst 307 civile er dræbt i perioden mellem 17. februar og 22. marts.

Desuden er der meldinger om, at yderligere 95 mennesker er dræbt i fire forskellige kvarterer i det vestlige Mosul i dagene fra 23. marts til 26. marts.

Det er disse civile ofre, der ikke er endeligt bekræftet. Både Iraks regering og det amerikanske forsvarsministerium er ved at undersøge meldinger om, at et stort antal civile er dræbt i luftangreb i de seneste dage.

Det har ikke været muligt at lave en opgørelse over, hvor mange civile der er dræbt af henholdsvis Islamisk Stat og den koalition, der foretager luftangreb mod den islamistiske gruppe.

FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, opfordrer til en gennemgang af taktikken for at sikre, at civile tab "mindskes til et absolut minimum".

Angiveligt bruger Islamisk Stat civile som menneskeskjold ved at placere dem i bygninger rundt om i det vestlige Mosul.

Tidligere på måneden havde Islamisk Stat fyldt en bygning i kvarteret al-Jadida med mindst 140 mennesker, der blev brugt som menneskeskjold, siger talsmanden.

Der er også tegn på, at gruppen har tvunget mindst 15 familier til at opholde sig i huse ved frontlinjen, hvorfra Islamisk Stats krigere beskyder den irakiske hær.

/ritzau/AFP