Islamisk Stat kan anklages for krigsforbrydelser i et "massivt omfang" i det nordøstlige Syrien, hvor den spreder rædsel med halshugninger, steninger og drab på civile og tilfangetagne kriger.
Det konkluderer en spritny FN-rapport.
At Islamisk Stat kan anklages for krigsforbrydelser kommer næppe som en overraskelse. Men i dag har FN fremlagt beviserne.
Får fingre skåret af for at ryge
Rapporten, der er baseret på interviews med mere end 300 vidner, er skræmmende læsning.
Mænd, der tages i at ryge, får amputeret deres fingre. Børn tvinges til at se videoer med massehenrettelser. Og kvinder lever som slaver med vold og tvungne graviditeter.
Derudover har Islamisk Stat forhindret mad og medicin i at nå frem til 600.000 mennesker.
Derfor opfordrer FN verdens ledere til at stille lederne af Islamisk Stat for Den Internationale Straffedomstol anklaget for de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som gruppen har udført i store dele af Syrien og Irak siden juni.
Henrettelser "som en advarsel til de lokale"
Rapporten, der er lavet af FN's menneskerettigheds-efterforskere, er den første, hvor FN gransker Islamisk Stats metoder.
Udover de 300 interviews har FN undersøgt fotografier og videoer, som gruppen har sendt ud.
For eksempel er offentlige henrettelser snart hverdag, og de døde kroppe efterlades i gaderne, på pladser og i rundkørsler som en "advarsel til de lokale beboere", står der i rapporten.
Rapporten i sig selv er samtidig en advarsel til Vesten.
For FN mener, at det internationale samfund har undervurderet truslen fra Islamisk Stat mod stabiliteten i Mellemøsten. Og at de fejlslagne forsøg på at finde en politisk løsning på krisen i Syrien har "efterladt et farligt tomrum", som gruppen har udfyldt.
Gemmer sig for USA i uskyldiges hjem
Den militante og sunnimuslimske gruppe indledte i juni sin fremmarch i det nordlige og vestlige Irak.
I august begyndte USA at angribe Islamisk Stat fra luften. Siden da har krigere fra Islamisk Stat placeret sig i private hjem og på deres marker.
Islamisk Stat arbejder for at etablere en islamisk stat i Syrien og Irak og drømmer derudover om et kalifat med Libanon, Israel og Kuwait.
Det er uklart, hvor stor en styrke Islamisk Stat har. Men ved dagens pressemøde kom det frem, at FN har noteret, at i hvert fald 15.000 udenlandske krigere har meldt sig under de sorte faner. De kommer både fra Mellemøsten og fra Vesten.
Allerede i februar afviste Al-Qaeda at ville kendes ved Islamisk Stat.
Gruppen er trods det velfinansieret og tjener milllioner af kroner på olie.
Islamisk Stat har desuden henrettet flere gidsler fra USA og Storbritannien.