FN er harme over drab på den sidste børnelæge i Aleppo

To FN-organisationer fordømmer i fællesskab den stigende vold rettet mod sundhedspersonale i Syrien.

Muhammad Waseem Maaz var ifølge nødhjælpsorganisationen Relief International den sidste børnelæge i et område af Aleppo, der er under oprørernes kontrol. Han blev dræbt i et bombeangreb i denne uge. (Foto: © OMAR ETAKI, Scanpix)

Fire fuldtræffere tog doktor Muhammad Wassim Maaz og fem andre kollegaers liv i et bombeangreb på al-Quds Hospital i den syriske by Aleppo.

Flere af de børn, som sundhedspersonalet var i gang med at behandle på hospitalet, døde også i angrebet, som skete lidt over midnat onsdag, mens børnene lå i deres senge og sov.

Ifølge den britiske avis The Telegraph udtalte nødhjælpsorganisationen Relief International efter angrebet, at doktor Wassim var den sidste børnelæge i et område af byen, der er under oprørernes kontrol.

Angrebet er et nyt lavpunkt i en stigende tendens af bombeangreb, der er rettet mod hospitaler og sundhedsklinikker i det krigsramte land.

Og det får nu de to FN-organisationer UNICEF og WHO til i kraftige vendinger at fordømme den stigende vold rettet mod læger og sundhedspersonale.

- Angrebene er ikke bare åbenlyse krænkelser af de internationale menneskerettigheder, men fratager også familier og deres samfund afgørende pleje, når de mest har brug for det, skriver FN-organisationerne i en fælles udmelding.

Det nu sønderbombede hospital var støttet af organisationerne Røde Kors og Læger Uden grænser og var et af de få tilbageværende hospitaler i et område, der er kontrolleret af oprørere i den sydøstlige del af byen.

Lokale kilder har beskyldt det syriske regime eller Rusland for at stå bag angrebet, men begge har nægtet at have bombet hospitalet. For et par dage siden døde en gynækolog i et morterangreb på vej hjem fra at tilse sårede civile på en UNICEF-støttet klinik, skriver de to organisationer, som opfordrer de stridende parter til at stoppe alle angreb rettet mod sundhedspersonale og civile.

Aleppo er lige nu genstand for hårde kampe mellem det syriske militær og forskellige oprørsgrupper. FN's fredsmægler Staffan de Mistura har sagt, at den skrøbelige våbenhvile i landet "knap er i live".