Udbredt, systematisk og overdreven brug af magt mod demonstranter i Venezuelas gader. Vilkårlige anholdelser af de demonstrerende. Tortur og mishandling af fængslede demonstranter.
Det er blot nogle af de ting, som et hold under FN’s menneskerettighedskontor mener at have dokumenteret i Venezuela. Det skriver Reuters og nyhedsbureauet AP.
Venezuela har i adskillige måneder været ramt af uroligheder, hvor der har været voldsomme demonstrationer.
Ansvaret ligger hos regeringens top
Holdet fra FN har gennem blandt andet 135 interviews med ofre, journalister og læger forsøgt at klarlægge, hvad der egentlig sker i Venezuela.
Krænkelserne mod menneskerettighederne har foregået siden april, fortæller FN's højkommisær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein:
- Siden bølgen af demonstrationer begyndte i april, har der været et tydeligt mønster af overdreven magt anvendt mod demonstranter. Flere tusinde mennesker er blevet vilkårligt tilbageholdt, mange er efter sigende udsat for mishandling og endog tortur, mens flere hundrede er blevet bragt for militære snarere end civile domstole, udtaler Zeid Ra'ad Al Hussein i en pressemeddelelse og uddyber:
- Ansvaret for de krænkelser af menneskerettighederne, vi har set, ligger på det højeste niveau af regeringen.
Sikkerhedsstyrker skyld i dødsfald
Ifølge FN vurderes sikkerhedsstyrker at være skyld i mindst 46 ud af de 124 dødsfald, der er blevet undersøgt i forbindelse med demonstrationer mod præsident Nicolas Maduros regering.
Derudover menes væbnede grupper, der støtter regeringen, at være ansvarlig for 27 af dødsfaldene.
Der er endnu ikke nogen officielle tal på, hvor mange der er blevet varetægtsfængslet under urolighederne. Dog vurderes det, at flere end 5.000 er blevet anholdt siden april, hvoraf 1.000 af dem menes stadig at være fængslet.
FN ventes at offentliggøre en samlet rapport med fundene fra Venezuela i slutningen af måneden.