Det har endnu ikke været muligt at få nødhjælp frem til Aleppo, på trods af, at der er en aftale i stand mellem USA og Rusland om, at der skal gives adgang til byen via den regeringskontrollerede Castello Road.
Det siger FN's særlige udsending i Syrien, Staffan de Mistura, ifølge nyhedsbureuaet Reuters på et pressemøde.
Ifølge de Mistura har den syriske regering endnu ikke givet den endelige tilladelse, der skal til, for at de godt 40 lastbiler, der i går forlod Tyrkiet med kurs mod Aleppo, kan køre ind i byen via Castello Road.
- Forventningen var, at regeringen - og jeg gentager, regeringen, skulle give tilladelser og autorisationer. Det er ikke blevet gjort, siger de Mistura ifølge Reuters.
Han siger samtidig, at så snart parterne i konflikten trækker sig fra området, vil nødhjælpen kunne blive leveret.
Det er Rusland, der har ansvaret for at sikre, at tilbagetrækningen omkring Castello Road faktisk finder sted. Vejen ind i Aleppo spiller ifølge de Mistura en helt særlig rolle i den våbenhvile-aftale, som er indgået i samarbejde mellem USA og Rusland.
Forhåbningen er, at lastbilerne skal nå frem til de østlige områder i Aleppo, der er under belejring, i løbet af i morgen.
Våbenhvilen i Syrien blev indledt mandag ved solnedgang og ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, har ingen civile siden da mistet livet. Den samme melding lyder ifølge Reuters fra FN.
Der finder dog fortsat kamphandlinger sted mellem regimets styrker og de, der af styret betegnes som, terrorister.