FN: 66.000 syrere er flygtet fra heftige kampe

Hver anden syrer er flygtet fra deres hjem, siden krigen brød ud i Syrien i 2011.

Indbyggerne fra byen al-Bab har svært ved at vende tilbage på grund af ikke-sprængte bomber og minefælder efterladt af Islamisk Stat. (Foto: © KHALIL ASHAWI, Scanpix)

66.000 syrere er flygtet fra voldsomme kampe i det nordlige Syrien, oplyser FN's kontor for koordination af nødhjælp (OCHA).

- Der er tale om næsten 40.000 mennesker fra byen al-Bab og den nærliggende mindre by Taduf samt 26.000 mennesker øst for al-Bab i den nordlige Aleppo-provins, lyder det fra OCHA.

Islamisk Stat mistede kontrollen over al-Bab i slutningen af februar efter flere måneders kampe med tyrkisk-støttede oprørsgrupper.

Men det store antal bomber, som ikke er sprængt, og minefælder efterladt af Islamisk Stat gør det svært for indbyggerne at vende tilbage.

Siden krigen brød ud i Syrien i marts 2011, er flere end halvdelen af syrerne flygtet fra deres hjem til andre dele af det krigshærgede land eller uden for dets grænser.

Kampene mellem det syriske regimes styrker og Islamisk Stat har på det seneste været voldsomme i det nordlige Syrien.

Siden januar har syrisk militær med hjælp fra Rusland tilbageerobret 90 byer fra jihadisterne.

Målet er lige nu at nå byen Khafsaf, oplyste den britisk baserede observatørgruppe Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder lørdag.

Byen kontrolleres af Islamisk Stat, og det er her, storbyen Aleppos primære vandforsyning ligger.

/ritzau/