Vraget af det fly, der tidligt i morges styrtede ned på Sinai-halvøen i Egypten, er blevet lokaliseret.
Ifølge Reuters har egyptiske redningshold lokaliseret vragdele fra styrtet. Størstedelen af passagererne om bord er formentlig døde, siger sikkerhedsofficer ifølge Reuters.
Vragdelene er fundet i Hasana-regionen, syd for Arish.
Ifølge det arabiske medie Al-Arabiya er det et bjergrigt område og dårligt vejr har gjort det svært for redningshold at nå frem til nedstyrtningsstedet.
BBC rapporterer, at 45 ambulancer er blevet afsendt til nedstyrtningsstedet. Alle døde og eventuelle sårede vil ifølge Al-Arabiya blive fløjet til Kairo.
Egyptens premierminister Sharif Ismail er på vej til nedstyrtningsstedet, skriver Reuters.
Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der indikerer, at det russiske passagerfly er blevet skudt ned, siger egyptiske sikkerhedskilder.
De egyptiske luftfartsmyndigheder mistede kontakten til det det russiske fly 23 minutter efter at flyet var lettet.
Det befandt sig på det tidspunkt i 9448 meters højde.
Al-Arabiya skriver, at der var mindst 17 børn om bord på flyet fra det russiske selskab Kolavia.
Sagen kort:
- •
Et russisk passagerfly på vej fra feriestedet Sharm El-Sheikh i Egypten til Sankt Petersborg, er styrtet ned på Sinai-halvøen.
- •
Flyet var et Airbus fly af typen A321 med flynummeret EI-ETJ.
- •
Om bord var 224 russiske statsborgere, de fleste formentlig turister. Alle ombordværende forventes at være omkommet.