En bilbombe har dræbt et stort antal internt fordrevne mennesker i Deir Ezzor-provinsen i det østlige Syrien.
Det er Islamisk Stat, som har sprængt bilbomben, der også har såret mange.
Oplysningerne kommer fra observatørgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Sent lørdag har observatørerne ikke tal på antallet af ofre. Gruppen taler om snesevis af dræbte og snesevis af sårede.
Bomben er eksploderet på et tidspunkt, hvor syriske tropper og militser, der er allieret med den syriske regeringshær, har samlet sig for at angribe militsfolk fra Islamisk Stat i byen Albu Kamal.
Fredag tog regeringshæren kontrollen med provinshovedstaden, der også hedder Deir Ezzor, og det var indtil da den sidste større by, som Islamisk Stat havde kontrol med.
Rami Abdel Rahman, leder af observatørgruppen, siger, at ofrene for bilbomben var flygtet fra krigshandlingerne i provinsen.
De befandt sig på den østlige side af Eufratfloden, da bomben eksploderede.
Floden krydser igennem provinsen, og den amerikanskstøttede milits Syriens Demokratiske Styrker (SDF) angriber Islamisk Stat netop på den østlige side af Eufrat.
Den syriske regeringshær, der støttes af russiske fly, angriber på den vestlige side, og den sideløbende offensiv har sendt tusindvis af civile på flugt - ofte er de flygtet ud i ørkenen.
/ritzau/AFP