Flyforbud spreder sig efter dødsulykke – men endnu ikke til Europa

Norwegian oplyser, at selskabet ikke har planer om at holde fly af typen 737 Max 8 på jorden.

19 flyselskaber verden over besluttet at indstille flyvningerne med den omstridte Boeing-model 737 Max 8. (Foto: © GREG BAKER, Scanpix)

Flere lande og flyselskaber lader det få konsekvenser, at et Boeing-fly af typen 737 Max 8 i går styrtede ned i Etiopien med 157 personer om bord.

Ifølge mediet check-in.dk har 19 flyselskaber verden over besluttet at indstille flyvningerne med den omstridte Boeing-model.

Ingen europæiske flyselskaber er i blandt, og Norwegian, der har 15 fly af samme model, har oplyst, at der ikke er planer om at gennemføre et lignende forbud.

Først meddelte de kinesiske luftfartsmyndigheder, at landets flyselskaber skal holde fly af den implicerede type på jorden, indtil sagen er blevet undersøgt nærmere.

Siden meddelte de indonesiske myndigheder, at man også der indtil videre vil holde flyene på jorden, hvor de skal inspiceres.

Det drejer sig om i alt 15 fly, der tilhører selskaberne Lion Air og Garuda Indonesia.

Det var netop i Indonesien, at en 737 Max 8 fra Lion Air styrtede ned sidste år i en ulykke, hvor 189 personer omkom.

Der er lagt blomster på stedet, hvor flyet fra Ethiopian Aitlines styrtede ned i går. (Foto: © Tiksa Negeri, Scanpix)

Sikkerheden kommer i første række

I Caribien er beslutningen ikke truffet af luftfartsmyndighederne, men flyselskabet Cayman Airways har af egen vilje sat sig for at indstille flyvningerne med 737 Max 8-flyene.

- Vi står ved beslutningen om at sætte vores passagerers og medarbejderes sikkerhed i første række ved at udføre udelukkende sikre handlinger, og derfor er det besluttet at suspendere begge vores nye Boeing 737 Max 8-fly fra i dag, siger selskabets præsident.

Selskabet fik det første af de to fly sidste år.

Også Royal Air Maroc og MIAT Mongolian Airlines har suspenderet flyvninger med 737 Max 8.

De europæiske luftfartsmyndigheder, EASA, oplyser, at undersøgelserne i Etiopien bliver fulgt tæt, og at man er i kontakt med både Boeing og de amerikanske luftfartsmyndigheder om udviklingen.