Flyekspert: Mærkeligt at man ikke har fundet spor af fly

Trods en storstilet eftersøgning er der intet spor af forsvundet fly.

Her mistede kontroltårnene al kontakt med flyet natten til lørdag. Siden da har flyet været konstant forsvundet fra radaren. (© DR)

Adskillige fly, helikoptere og redningsbåde har i de sidste to døgn gennemtrawlet området i Det Sydkinesiske Hav i håbet om at finde dele fra det forsvundne Boeing 777 fly, der frygtes at være styrtet i havet.

Men foreløbig har eftersøgningen ikke givet noget som helst.

- At man ikke har fundet bare en lille redningsbåd, det er højst ejendommeligt, siger Hans Christian Stigaard, der er tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn til DR Nyheder.

Meget mærkeligt

Flyet er en del af Malaysia Airlines flåde. Det lettede fra Kuala Lumpur og havde kurs mod Beijing.

To timer inde i flyvningen mistede kontroltårnene al kontakt med flyet, og det forsvandt fra radaren.

Hans Christian Stigaard sammenligner situationen med Air France ulykken i 2009, hvor et langdistancefly på vej fra Brasilien til Paris styrtede ned i Atlanterhavet.

Her fandt man godt nok først de sorte bokse 19 måneder senere, men ganske hurtigt efter ulykken fandt man rester fra vingerne, siger Hans Christian Stigaard.

- Det er virkelig mærkeligt, for det område er trods alt ikke så stort, hvis vi sammenligner med Atlanterhavet og den ulykke, der skete derude. Ved Air France-ulykken fandt man ret hurtigt rester fra vingerne.

Fly vendte om

Mystikken om, hvad der er sket med Boeing 777-flyet fra Malaysia Airlines er steget, efter at radaroplysninger har vist, at flyet vendte om, inden det forsvandt fra radaren.

Men ifølge de oplysninger, der foreløbig er givet, har kaptajnen ikke meddelt vendingen over radioen.

- Hvis der havde været et teknisk problem, så vil al logik sige, at kaptajnen har nået at rapportere om det. Det tyder på, at der er foregået noget højst usædvanligt om bord på flyet, siger Hans Christian Stigaard.

Terror er en mulighed

Det er desuden kommet frem, at to af passagererne rejste under falsk identitet.

De slap igennem paskontrollen med et italiensk og et østrigsk pas, og de havde købt deres billetter sammen. Den ene havde desuden København som endedestination.

Derfor bliver episoden også efterforsket som en mulig terrorhændelse, og FBI er rejst til Malaysia for at bistå i efterforskningen.

Der var 227 passagerer om bord på flyet og 12 besætningsmedlemmer.

Størstedelen af passagererne var fra Kina og Malaysia. Derudover var der også passagerer fra USA, Australien og Europa.