Fly fra København fløj bag ved nedskudt fly

Flyet fra københavn og det nedskudte fly har været ganske få kilometer fra hinanden, da ulykken indtraf.

Screendump fra Flightradar24 omkring tidspunktet, hvor flyet MH17/MAS17 styrtede. Flyet fra København har flightnummer SQ351 / SIA351. (© Flightradar24)

Et fly fra København til Singapore var tilsyneladende det nærmeste fly, da Flight MH17 styrtede.

Det kan man se på hjemmesiden Flightradar24.com, der viser flys positioner over hele kloden.

De to fly har været ganske få kilometer fra hinanden, da ulykken indtraf. Sandsynligvis 20-30 kilometer - en distance som kan tilbagelægges på få minutter med den hastighed, som rutefly flyver med.

Præcise informationer

Flyet fra København, der har nummer SQ351 / SIA351 lettede kl. 12:45 og landede sikkert i Singapore knap 12 timer senere.

Kilder i luftfartsbranchen fortæller DR Nyheder, at de positioner på fly, som Flightradar24 gengiver, ofte er meget præcise.

Skudt ned

Ifølge flere kilder blev Flight MH17, der var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, skudt ned af et jord-til-luft-missil.

Singapore Airlines vil ikke be- eller afkræfte, at det var deres fly, der fløj bag MH17, som styrtede ned. Men selskabet skriver til DR Nyheder, at det ikke længere anvender ruter, der går over ukrainsk luftrum.