Flere udlændinge blandt dræbte og sårede i Barcelona

Terrorangrebet fandt sted i et populært turistområde, og mindst 13 er døde.

13 personer mistede livet ved angrebet i Barcelona. (Foto: © NICOLAS CARVALHO OCHOA, Scanpix)

Terrorangrebet, der i går ramte den spanske storby Barcelona, gik ikke bare ud over de lokale. Byen er en populær feriedestination, og der er mange nationaliteter mellem de dræbte og sårede, oplyser myndighederne.

Mindst 13 personer mistede livet, og mere end 100 blev såret. De er nu fordelt på 15 forskellige hospitaler.

Tre tyskere og én belgier er blandt de dræbte, skriver flere spanske medier.

Det franske udenrigsministerium oplyser, at der er 26 franske statsborgere blandt de sårede. 11 af dem er i kritisk tilstand. Den franske udenrigsminister Jean-Yves Le Drian besøger i dag byen og ofrene.

Også mindst to danskere er såret. Det handler dog om mindre kvæstelser.

Ifølge den spanske beredskabsstyrelse er der mindst 24 forskellige nationaliteter blandt ofrene. De døde og sårede stammer fra blandt andre Australien, Venezuela, Irland, Peru, Algeriet, Kina, Frankrig, Danmark, Holland og Grækenland.

Det anslås, at 32 millioner sidste år besøgte Barcelona, og for mange af dem er hovedgaden La Rambla, hvor angrebet fandt sted, et populært stop på turen. Der er mange hoteller i området, og langs gaden finder man et utal af barer, caféer og restauranter.

Også badebyen Cambrils 120 kilometer væk blev ramt af et angreb. Her blev syv personer såret, både civile og betjente. Det vides dog ikke, om der er turister blandt de sårede.