Alek Jozwik var en 40-årig polsk familiefar, der levede i den britiske by Harlow. Sidste lørdag blev han gennemtæsket af op mod 20 teenagere - angiveligt helt uprovokeret. Mandag afgik han ved døden.
- Vi er helt knuste. Arek var en hårdtarbejdende mand, som elskede sin familie, lød det fra hans pårørende.
Seks teenagere er anholdt i drabssagen. Politiet mener, det er sandsynligt, at Jozwik blev angrebet alene på grund fordi han var polak og efterforsker sagen som en såkaldt hatecrime.
Et uhyggeligt fænomen som der er set en bølge af i England i tiden efter Brexit-afstemningen. Udmeldelsen af EU var for mange vælgere et udtryk for en stigende utilfredshed med landets 800.000 polakkers indtog på arbejdsmarkedet.
Nyt angreb i samme by
Lørdag vandrede hundredevis af polakker og briter stille gennem Harlow i protest mod angrebet og for at mindes Alex Jozwik.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a57cc7fe46187a404d45c73cc
Men blot få timer senere blev to polske mænd i 30-års alderen angrebet ude foran en pub i samme by. Den ene mand fik alvorlige skader i hovedet, mens den anden fik brækket næsen.
Politiet kalder angrebet 'ondt og forfærdeligt', og bekræfter at det bliver efterforsket som en hatecrime. Det bliver dog ikke sat direkte i forbindelse med drabet sidste weekend.
Den polske regering er selv gået ind i en efterforskning af drabssagen. Da Jozwik var polsk statsborger mener regeringen, at gerningsmændene skal for en polsk dommer.