Flere personer er meldt dræbt efter missilangreb nær lufthavn i den irakiske hovedstad, Bagdad.
Det oplyser irakiske sikkerhedskilder ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Tre raketter har ramt den internationale lufthavn i Bagdad, skriver Iraks militær i en meddelelse.
Der er endnu ingen, der officielt har taget ansvaret for angrebet.
Men en anonym amerikansk embedsmand oplyser til Reuters, at USA har foretaget to angreb i Bagdad mod mål, der er relateret til Iran.
Køretøjer eksploderede
To køretøjer eksploderede i forbindelse med missilangrebet, oplyser Iraks militær i meddelelsen.
Fem af de dræbte er medlemmer af irakiske paramilitære grupper. Det oplyser paramilitære kilder til nyhedsbureauet Reuters.
Derudover lyder det, at to "vigtige gæster" også er blandt de dræbte.
Der skal være tale om den den iranske generalmajor Qassem Soleimani, der er øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde.
Og derudover er den irakiske paramilitære kommandør Abu Mahdi al-Muhandis blevet dræbt.
Det meddeler en anonym talsmand for irakiske paramilitære styrker til Reuters.
Talsmand for Hashd Shaabi
Samtidig meddeler den lokale tv-station Al Arabiya ifølge nyhedsbureauet dpa, at en af de dræbte er Mohammed al-Jaberi. Han er talsmand for den irakiske magtfulde shiamuslimske og paramilitære gruppe Hashd Shaabi, der er støttet af Iran.
Organisation skriver på Facebook, at talsmanden er blevet dræbt i det, som organisationen kalder "en kujonagtig amerikansk bombning", skriver dpa.
Tilhængere af iranskstøttede paramilitære grupper stormede tirsdag USA's ambassade i Bagdad.
Fredag blev en irakisk militærbase angrebet, hvilket USA mistænker den iranskstøttede organisation Kataib Hizbollah for at stå bag. Her blev en amerikansk statsborger dræbt.
USA svarede igen i weekenden ved at angribe flere mål tilhørende gruppen. 25 militante blev dræbt, og 51 andre blev såret i angreb søndag.
Spændingerne mellem USA og Iran er tiltaget, efter at USA i foråret 2018 genindførte økonomiske sanktioner mod Iran.
Parterne har beskyldt hinanden for at stå bag angreb på militærdepoter, militærbaser og olieinstallationer.
/ritzau/