Flere medier: Demonstranter dræbt af snigskytter

Flere medier rapporterer nu om demonstranter, der er blevet dræbt af politiets snigskytter i dagens kampe i hovedstaden Kijev.

Dette foto blev taget den 18. februar og viser politiet på tagene i Kijev. (Foto: © ALEXEY FURMAN, Scanpix)

Flere medier rapporterer nu om demonstranter, der er blevet dræbt af politiets snigskytter i dagens kampe i hovedstaden Kijev.

Berlingske Tidendes journalist i Kijev fortæller på Twitter, at 13 mennesker er blevet bragt til Hotel Ukraina, der nu fungerer som nødhospital i Ukraine.

Dræbt af et enkelt skud i hovedet

De er alle blevet dræbt af skud i hoved, hals og bryst. Skudt af professionelle skarpskytter, siger lægen på stedet.

- Der er meldinger om, at der stadig er en snigskytte på et af tagene. Men mange er desværre forblødt, fordi ambulancerne ikke har kunnet kommet frem til dem, siger journalisten Johannes Wamberg Andersen fra Kijev til DR Nyheder.

Den britiske avis The Telegraph oplyser, at ti lig ligger på fortovet ude foran en cafe på den nordlige side af Uafhængighedspladsen, hvor tusinder af demonstranter stadig befinder sig. Mindst tre var blevet dræbt af et enkelt skud i hovedet.

Foto af snigskytte

For et par timer siden tweetede journalist på Kyiv Post, Christopher Miller, dette foto, der angiveligt er taget af en af avisens fotografer i dag.

DR Nyheders retskorrespondent Claus Buhr er ikke i tvivl om, at det er et foto af en snigskytte.

- Nu kan jeg jo ikke verificere billedet, men det ligner en klassisk skarpskytte fra f.eks. et antiterrorkorps. Det kan man se blandt andet på kikkertsigtet og det lange løb med mundingsbremse, siger han.

Skudsikker vest gennemhullet

Det andet foto viser angiveligt en skudsikker vest, som er blevet gennemhullet af skud. En demonstrant, der havde den på, blev dræbt, skriver Christopher Miller fra Kyiv Post.

DR Nyheder har forsøgt at få fat i journalisten på Kyiv Post, men det er ikke lykkedes, og dermed har DR Nyheder ikke kunnet få fotos bekræftet.

I skrivende stund meldes der om 27 dræbte i dagens sammenstød mellem politi og demonstranter.