Præcisering 19/1 2022 kl. 13:13 : I en tidligere udgave af artiklen stod der "Og selve tanken om igen at se tyske kampvogne på russisk jord fremkalder ubehag hos mange tyskere." Men det er retteligt ukrainsk jord besat af Rusland, og derfor har vi ændret det til "de samme steder", da meget af krigen blev udkæmpet i områder, som er dagens Ukraine.
Polen og Finland vil gerne sende Leopard-kampvogne til Ukraine. Andre europæiske lande står på spring.
Men de har brug for Tysklands tilladelse til videreeksport, fordi kampvognene er produceret der. Så hvorfor står den tyske kansler Scholz på Leopard-bremsen? Og hvorfor tøver han med selv at levere kampvogne til krigen mod Rusland?
Scholz frygter eskalation
Siden Ruslands invasion af Ukraine har den tyske kansler advaret om, at leverancer af tunge våben - især de højteknologiske Leopard 2-kampvogne - kan få krigen til at blusse op og sprede sig vestpå. At Tyskland i givet fald kan blive set som part i krigen. Og at Putin endda kan finde på at svare igen med atomvåben.
Men Tyskland har allerede leveret en række tunge våben - senest infanterikampkøretøjerne Marder. Kansler Scholz' kritikere slår derfor på, at Tyskland for længst har smidt sit standpunkt overbord. Så hvorfor ikke også levere Leoparder?
For spørgsmålet er også, om Rusland overhovedet er i stand til at eskalere krigen med de problemer, dets militær står med lige nu. Og det ser ikke ud til, at præsident Vladimir Putin tør eskalere med atomvåben.
Når Olaf Scholz alligevel tøver med at give grønt lys til Leoparderne, skyldes det tilsyneladende, at han gerne vil have USA i spidsen for leverancerne af kampvogne. Scholz har flere gange slået på, at Tyskland ikke vil "gå enegang" i forhold til at levere Leoparder til Ukraine. Men han vil åbenbart heller ikke stå i spidsen for den alliance af potentielle europæiske leverandører, der aftegner sig.
Hvis USA går i spidsen og forærer Ukraine deres Abrams-kampvogne, som Scholz tilsyneladende har forlangt, så ser det hele mere ud som en konflikt mellem USA og Rusland, hvor Tyskland bare følger trop.
Og der oplagte grunde til, at tyskerne ikke vil gå forrest.
Scholz og tyskerne husker 2. Verdenskrig
Der har tidligere kørt tyske kampvogne mange af de steder, hvor Ukraine og Rusland nu er i krig.
I 2. Verdenskrig var det Hitlers og Stalins tropper, der kæmpede mod hinanden, og det førte til enorme tab og traumer. Tyskerne har i årtier forsvoret, at de nogensinde skulle involveres i en krig igen - og da slet ikke med Rusland. Og selve tanken om igen at se tyske kampvogne på de samme steder som under 2. verdenskrig fremkalder ubehag hos mange tyskere.
Kansler Scholz ved formentlig også, at tilstedeværelsen af tyske kampvogne i Ukraine lynhurtigt vil blive del af den russiske krigspropaganda. Putin og hans talerør på russisk tv vil temmelig sikkert slå på, at tyskerne ikke har lært noget af historien. At de er vendt tilbage for igen at invadere Rusland. At de i virkeligheden stadig er nazister.
Det er selvfølgelig absurd. Men det rører ved en dyb historisk skamfølelse i Tyskland. De vil for alt i verden ikke fremstå sådan. Og det er også en af grundene til at de ikke rigtigt tør føre an mod Rusland – politisk og militært. For nogen kunne jo påstå, at tyskerne igen forfulgte gamle stormagtsfantasier.
Scholz lytter til "duerne" i de tyske saloner
Princippet om, at der aldrig mere skal udgå krig fra Tyskland, er dybt forankret i kansler Scholz’ eget parti, det socialdemokratiske SPD. Og her har man i årtier også ført en nærmest omfavnende politik først overfor Sovjetunionen, sidenhen overfor Rusland.
Det skete ud fra filosofien "Wandel durch Annäherung" – at man snarere kunne opbygge et godt forhold til russerne, hvis man kom dem i møde, end hvis man raslede med sablerne. Den filosofi har stadig dybe rødder i Olaf Scholz’ politiske bagland. Ikke så få SPD-politikere håber på et hurtigt kompromis med Rusland, hvor Putin får nogle lunser af Ukraine, og vi i vesten til gengæld får fred.
Dele af Tysklands intellektuelle miljø tænker på samme måde. Mange er præget af netop SPD’s "Ostpolitik" og af 1970'erne og 80'ernes fredsbevægelse. En række fremtrædende filosoffer, forfattere og forskere har i flere omgange forfattet åbne breve, hvor de opfordrede den tyske regering til at presse på for en fredsløsning med Rusland – desuagtet hvad ukrainerne selv ønsker.
Det er alt sammen højlydte stemmer - i Tysklands socialdemokrati og de tyske saloner – som prøver at påvirke kansler Scholz. Det er stemmer, som han helt sikkert er bevidst om og muligvis lytter til – også i forbindelse med diskussionen om Leopard-kampvogne.
Scholz afventer folkestemningen
Skyldfølelse omkring nazitiden, aversion mod krig og hang til pacifisme er også udbredt i den tyske befolkning som sådan.
Dertil kommer, at man i dele af det tyske samfund sympatiserer med Rusland og er skeptisk eller endda fjendtligt indstillet overfor USA og NATO – blandt andet på den ydre højre- og venstrefløj og blandt indbyggere i det engang sovjetisk besatte, østlige Tyskland.
Det er holdninger, der også ser ud til at afspejle sig i de tyske meningsmålinger. I begyndelsen af januar var kun hver fjerde tysker indstillet på at levere flere tunge våben til Ukraine.
Det ser dog ud som om, der er et stemningsskift på vej. I sidste uge viste en anden måling, at 38 procent adspurgte tyskere var for at sende kampvogne til Ukraine, mens 55 procent var imod. I denne uge viser en ny måling for samme institut, at 46 procent tyskere er for leverancer, mens 46 procent er imod.
Det er givetvis tal, som kansler Scholz ser meget nøje på, når han skal bestemme sig for, hvorvidt han vil give grønt lys til Leoparderne.
Vil du høre mere om Leopard-kampvognene? Lyt her: