Allerede sent onsdag aften dansk tid verserede der tiltagende rygter om russiske tropper i Ukraine, som byggede oven på NATO's og de ukrainske myndigheders tidligere¨påstande.
Ukrainske kilder kaldte det en invasion, og det samme gjorde præsident Petro Porosjenko i dag.
Moskva har været meget stille dagen igennem og har hverken be- eller afkræftet rygterne.
Samtidig er der endnu ikke dukket noget nævneværdigt billedmateriale op, som kan understøtte påstandene.
Stor bekymring for invasion
Alligevel er der mange internationale kilder, der er stærkt bekymrede for situationen. En unavngiven NATO-talsmand sagde tidligere, at der er 1000 russiske soldater, der kæmper i Ukraine, og EU udtrykte 'ekstrem bekymring'.
- Vi er ekstremt bekymrede over den seneste udvikling, blandt andet som følge af rapporterne om, hvad der sker i felten, siger Maja Kocijancic, som er talskvinde for EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, ifølge Ritzau.
Ifølge nyhedsbureauet AP's kilder er tallet endnu højere. En prorussisk leder, Alexander Zakharchenko, skulle have sagt, at omkring 4000 russiske soldater allerede er i kamp i Ukraine.
Desuden skulle omkring 20.000 russiske tropper være stationeret lige ved grænsen.
USA tror på rygterne
Porosjenko skrev tidligere på sin egen hjemmeside, at oprørerne havde erobret en grænseby i det østlige Ukraine.
Også amerikanerne blander sig i debatten.
- Disse indgreb indikerer, at en russisk-styret offensiv sandsynligvis er på vej mod Donetsk og Luhansk, sagde Jen Psaki, der er talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, til AP.
Hun sagde desuden, at russiske tropper blev sendt godt 50 kilometer ind i Ukraine.
Meldinger om russiske kampvogne
Den seneste udvikling er, at russiske kampvogne ifølge AP skulle være kørt ind i Ukraine. Det citeres den ukrainske FN-repræsentant Andrej Lysenko for.
De skulle have skudt mod de ukrainske grænsevagter, som flygtede.
Det er dog stadig alt sammen påstande, og det har ikke været muligt for Danmarks Radio at bekræfte dem.