Israel har ramt flere højtstående medlemmer af Hizbollah i fredagens angreb. Det bekræfter Hizbollah, efter israelske luftangreb blandt andet ramte forstaden Dahiyeh i det sydlige Beirut, som er kendt for at huse topfolk fra Hizbollah.
Blandt de dræbte er blandt andre Ibrahim Aqil og Ahmed Wahbi, lyder det fra Hizbollah, der er på EU's og USA's terrorliste.
Netop Ibrahim Aqil betegnes som en af topfolkene i militsen. Det fortæller DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.
- Analytikere, jeg har talt med, betegner ham som top fem i Hizbollah. Han var chef for de operative styrker og en form for stabschef og veteran i Hizbollah – og derfor også et højtstående medlem i bevægelsen, siger hun til P1 Morgen.
Lørdag formiddag har sundhedsmyndighederne i Libanon ifølge Reuters meddelt, at 31 mennesker er døde under fredagens angreb. Tre af dem er børn.
Dusør på 47 millioner kroner
Ibrahim Aqil var også efterlyst af de amerikanske myndigheder. Det skyldes, at han menes at være involveret i et angreb på den amerikanske ambassade i Beirut helt tilbage i 1983. Angrebet kostede 63 mennesker livet.
USA havde ifølge Ritzau udlovet en dusør på ham på syv millioner dollar, svarende til knap 47 millioner kroner.
Ifølge det franske medie Libération skulle Ibrahim Aqil være en del af den såkaldte Al-Radwan-styrke, der er en specialoperationsstyrkeenhed under Hizbollah. Han skulle desuden bruge flere opdigtede navne blandt andet Hajj Abdel Qader.
Tidligt lørdag morgen fortalte Hizbollah, at kommandør Ahmed Wahbi også er dræbt i de israelske angreb. Han stammer ifølge AFP også fra Al-Radwan-styrken, og de to skulle være blevet dræbt i det samme angreb. Under samme angreb blev yderligere 13 af militsens krigere dræbt.
Puk Damsgård vurderer også, at Ahmad Wahbi kan betegnes som et højtstående medlem.
Sætter ikke Hizbollah ud af spillet
Selvom de seneste dages angreb har ramt Hizbollah, så er militsen på ingen måde blevet knockoutet. Det vurderer de to danske analytikere i Atlas Assistance, Rasmus Jacobsen og Martin Krastrup, der blandt andet laver analyser om situationen i Libanon for ambassader.
De vurderer, at Hizbollah i de seneste dage har mistet, hvad bevægelsen i gennemsnit har mistet om måneden, siden konflikten begyndte i oktober sidste år. Og det er for dem relativt få.
Desuden hæfter de sig ved, at Hizbollah efter personsøger- og walkie-talkie-angrebene har sendt det højeste antal raketter mod Israel siden 4. juli.
Puk Damsgård mener heller ikke, at Hizbollah er dømt ude.
- Hvis man tror, at det her sætter Hizbollah ud af spillet, så skal man tro om. Det er selvfølgelig et slag for Hizbollah at miste en del af de højtstående medlemmer, men Hizbollah er en stærk milits, som har haft lang tid til at forberede sig på en større krig med Israel.
Israel har fået en større spillebane
Dog vurderer hun, at det ikke er i Hizbollahs interesse at intensivere en krig, selvom militsens leder, Hassan Nasrallah, i sin tale i torsdags udtalte, at en israelsk invasion i Sydlibanon kunne skabe "en historisk mulighed" for Hizbollah.
- Der er perioder, hvor frygten for en større krig vokser blandt befolkningen. Men vi har gang på gang set, at det ikke er sket, fordi Hizbollah har været tilbageholdende, fordi de ikke vil sætte det hele over styr.
- Israel har fået en større spillebane, hvor vi ser Israel presse de røde linjer og rette angreb mod Hizbollahs top, vel vidende at Hizbollah forsøger at kalibrere modsvar, der undgår at starte en større krig. Israel trykker dem hele tiden på maven, men Hizbollah er meget bevidst om, ikke at skulle være dem, der får skylden for at starte en regional krig, siger Puk Damsgård.