Rettelse: Det er tidligere fremgået af artiklen, at Tjekkiet og Malta anerkender Palæstina, som selvstændig stat. Dette er ikke korrekt ifølge Tjekkiets ambassade i Danmark. I Malta diskuterer man stadig spørgsmålet.
Der har længe været forlydender om det.
Og nu er det så sket.
Flere europæiske lande anerkender Palæstina som en selvstændig stat.
Meldingen kom først fra den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, på et pressemøde afholdt i de tidlige morgentimer:
- Når vi anerkender Palæstina, kan vi i højere grad opfordre andre lande til at støtte opbygningen af en palæstinensisk stat, og vi kan stille den palæstinensiske stat til ansvar, siger Støre.
Irland og Spanien følger trop
Og den opfordring blev fulgt op med flere af samme tilkendegivelser.
Både den irske premierminister, Simon Harris, og den spanske premierminister, Pedro Sanchez, var kort tid efter den norske udmelding ude med samme beslutnig:
- Vi er tre årtier efter Oslo-processen, og måske længere end nogensinde før fra en retfærdig, bæredygtig og omfattende fredsløsning, sagde Irlands leder Simon Harris.
Mens spanske Sanchez langede ud efter den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, som han sagde "spiller for døve ører":
- Han (Benjamin Netanyahu, red.) bomber stadig hospitaler og skoler og straffer kvinder og børn med sult og kulde, sagde Sanchez
- Tostatsløsningen er i fare for aldrig at eksistere. Vi kan ikke tillade dette. Vi har en forpligtelse til at handle. I Palæstina som i Ukraine uden at være dobbeltmoralske, tilføjede han.
Israel reagerer prompte
Anerkendelsen, der ventes at træde i kraft 28. maj, har fået Israel til at reagere ved at hjemkalde sine ambassadører fra Irland og Norge.
- Jeg sender Irland og Norge et klart budskab: Israel vil ikke bakke op om dem, der underminerer dets suverænitet og bringer dets sikkerhed i fare, siger udenrigsminister Israel Katz, ifølge BBC.
Nyheden kommer ikke bag på israelerne, da flere medier allerede for et par uger siden kunne fortælle, at flere europæiske lande vil fortage et sådant skridt.
Igår skrev det israelske udenrigsministerium på X, at en anerkendelse af en palæstinensisk stat "vil føre til mere terrorisme, ustabilitet i regionen og bringe eventuelle fredsudsigter i fare".
En pointe, som Katz understregede igen idag.
- Dagens beslutning sender et budskab til palæstinenserne og verden: Terrorisme kan betale sig, sagde han.
- Efter at Hamas-terrororganisationen udførte den største massakre på jøder siden holocaust, efter at have begået afskyelige seksuelle forbrydelser, som verden var vidne til, valgte disse lande at belønne Hamas og Iran ved at anerkende en palæstinensisk stat, tilføjede han.
Men den norske udenrigsminister Espen Barth Eide understregede på dagens pressemøde, at man ikke støtter en stat med Hamas ved magten.
- Vi ønsker ikke en "Hamas-stat", men én palæstinensisk stat, der politisk hænger sammen, som udspringer af det palæstinensiske selvstyre, sagde han.
Danmark vil ikke anerkende Palæstina
Det område, som Norge nu vil anerkende som palæstinensisk, er områderne fra før 1967.
Det vil sige det besatte Vestbredden samt Gazastriben, mens Jerusalem skal være en fælles hovedstad for både et Palæstina og Israel.
Indtil i dag var der 143 ud af FN's 193 medlemlande, der anerkender Palæstina som stat.
Det gælder ikke Danmark, der til gengæld tidligere på måneden stemte for en resolution om at palæstinenserne kan blive medlem af FN som en selvstændig stat.
Danmark vil først anerkende en palæstinensisk stat, hvis det bliver som en tostatsløsning, og det er der lange udsigter til, sagde statsminister Mette Frederiksen i sidste uge.
- Det afgørende for begge lande og begge befolkninger må være deres respektive sikkerhed. Vi kan kun acceptere en palæstinensisk stat, hvis der er en fuld anerkendelse af Israels ret til at eksistere, lød det fra statsministeren.