Flere end 2000 tip til de amerikanske efterforskere - men foreløbig uden resultat

Politi og efterretningsfolk arbejder i døgndrift for at indkredse, hvem der kan have placeret bomberne i Boston, fortæller dr.dks udsendte reporter.

Der er både blomster og lys til minde om de dræbte i Boston. Placeret på en lille og meget improviseret mindeplads op mod afspærringen af det område, hvor de to bomber gik af mandag eftermiddag.

Her søger både lokale og tilrejsende hen for at vise respekt for ofrene, men også for at tale om begivenheden og for at se frem.

Tre unge kvinder står sammen, og de er tydeligt berørte. En at dem har ligefrem blanke øjne.

Alligevel lægger de vægt på, at bombeangrebet ikke skal have lov til at ødelægge Boston og byens maratonløb:

- Til næste år vil der være endnu flere deltagere. Det er jeg helt sikker på, siger Stella Liu.

Blomster i Boston. (Foto: © Charlotte Harder, DR)

Hendes veninde er helt enig:

- Der vil både være flere løbere og flere frivillige, siger Danielle Scofield.

Man skulle næsten tro, at de tre unge kvinder havde koordineret deres budskab med guvernøren i delstaten Massachusetts, hvor byen Boston ligger.

For også guvernør Deval Patrick så frem mod næste års maraton, da han talte til amerikansk og udenlandsk presse i går eftermiddag:

- Næste års maraton bliver endnu større, fastslog Deval Patrick, der samtidig mindede om, at løbet er blevet gennemført på fredelig vis i 116 år.

Stadig ingen mistænkte

Det er som om, at både indbyggere og politikere i Boston gerne vil vise styrke. Og ikke kun tale om terror og om sorg, men også om sammenhold og om fremtiden.

Men selvfølgelig spekuleres der meget på, hvem der stod bag angrebet.

Foreløbig har ingen taget ansvaret for bomberne. Og selv om politi og efterretningsfolk arbejder i døgndrift, er der fortsat ikke nogen mistænkte og heller ikke et klart motiv.

Så selv om der var mange mennesker på podiet, da guvernør Deval Patrick og Bostons borgmester i går holdt pressemøde sammen med politi og efterforskningsledere, var der ikke mange klare svar.

Budskabet var først og fremmest, at myndighederne gør, hvad de kan.

At det første døgns tid var koncentreret om at hjælpe ofrene og indsamle materiale, der forhåbentlig kan lede myndighederne på sporet af dem, der placerede de to bomber.

Blomster i Boston. (Foto: © Charlotte Harder, DR)

Nu handler det om at analysere og undersøge - blandt andet flere end 2000 tip fra offentligheden. Og det arbejde er i fuld gang, lød beskeden fra FBI i går, men det er endnu for tidligt at konkludere noget.

En gruppe vil være mest skræmmende

Ved en stor sportsbegivenhed bliver der altid tænkt i sikkerhed for deltagere og for tilskuere, men forud for maratonløbet i Boston ringede alarmklokkerne ikke højere end ellers. Og det lykkedes altså en eller flere personer at placere og få udløst de to bomber.

Så i går appellerede myndigheder om mere hjælp fra alle, der kan have set eller hørt noget. For som det blev sagt på pressemødet:

- Nogen ved, hvem der gjorde det.

Danielle Scofield og hendes veninder tænker naturligvis også over, hvem der gjorde det. Og for Danielle vil det gøre en forskel, om det er en enkelt person eller en gruppe, der stod bag bomberne:

- Det vil være mest skræmmende, hvis det viser sig at være en gruppe, mener hun.