Flere børn overlever de første år

Børnedødeligheden er siden 1990 halveret på verdensplan. Det viser nye tal fra børneorganisationen UNICEF.

Der er flere børn, der overlever i dag end for 22 år siden. (© Colourbox)

Færre børn dør af sygdomme som HIV, diarré eller underernæring. For børn under fem år er dødeligheden halveret siden 1990. Det viser nye tal fra UNICEF.

I dag er der dagligt 17.000 flere børn, der overlever, end der var i 1990.

I UNICEF ser man det som en enestående og historisk udvikling.

- I UNICEF kalder vi det vores allervigtigste bundlinje, nemlig hvor mange børn fra 0-5 år, der overlever. Så en halvering på en periode på 22 år. Det er jo også i historisk sammenhæng ret enestående, siger UNICEFs generalsekretær i Danmark, Steen Andersen.

I 1990 var der 12,6 millioner børn, der døde før de fyldte fem. I 2012 var det tal faldet til 6,6 millioner børn.

Indsats mod andre sygdomme

Det er især en målrettet indsats mod smitsomme sygdomme som diarré, der har båret frugt.

Men i det hele taget er man blevet bedre til at behandle en lang række sygdomme, fortæller Steen Andersen fra UNICEF.

- I en lang periode var man bange for, at HIV og AIDS ville underminere statistikken. Men der findes for eksempel medicin, som man kan give til en gravid kvinde, således at hun med 90 procents chance ikke overfører sin egen hiv-smitte til sit ufødte barn, siger den danske generalsekretær i UNICEF.

Men selv om der samlet set er flere af verdens børn, der overlever de første leveår, så er der stadig store problemer med at holde nyfødte i live.

Halvdelen af de 6,6 millioner børn, der døde i 2012, døde inden for den første måned og én million døde på fødselsdagen.