Flere amerikanske politikere har modtaget rørbomber med posten

I løbet af natten er det kommet frem at yderligere to topdemokrater var mål for sprængladninger.

I går blev det klart at tidligere præsident Barack Obama, tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton og tv-stationen CNN har været mål for simple sprængladninger sendt med posten.

I løbet af natten er det kommet frem, at de ikke var alene.

Således har det amerikanske forbundspoliti FBI nu offentliggjort, at i alt syv pakker med bombeanordninger er fundet, alle fra samme afsender.

Den ene rapporterede DR Nyheder om allerede først på ugen - det var en sprængladning, som blev fundet hos milliardær og progressiv filantrop George Soros mandag.

Endnu en blev afsendt til Eric Holder, tidligere justitsminister under præsident Barack Obama, skriver FBI i en pressemeddelelse.

Samme afsendermærkat

Tidligt i morges var FBI ude med endnu en tilføjelse. På Twitter skrev sikkerhedstjenesten, at endnu to bomber var identificeret, begge med det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Maxine Waters som mål.

BBC skriver at FBI er på jagt efter endnu en pakke, som politiet mistænker er sendt til tidligere vicepræsident Joe Biden.

Både Maxine Waters og Eric Holder er sorte amerikanere, som er blevet gjort til hadeobjekter af højrefløjen i USA.

FBI skriver, at alle pakkerne har samme påståede afsender, Debbie Wasserman Shultz, bosiddende i Florida. Og alle blev stoppet, før de nåede deres modtager.

Deborah Wasserman Schultz er også demokratisk politiker, som tidligere har siddet i Repræsentanternes Hus.

Pakkerne havde alle samme påståede og i øvrigt forkert stavede afsender. Den rigtige Debbie Wasserman Schultz er demokrat fra Florida. (Foto: © FBI / HANDOUT, Scanpix)

Endnu ubekræftede oplysninger hos blandt andet BBC går på, at indholdet skal være relativt simple sprængladninger i form af en art rørbomber med fyrværkerikrudt og en timer.

- Det er muligt, at yderligere pakker er blevet sendt til andre modtagere. FBI anbefaler offentligheden at forblive opmærksom og ikke at røre, flytte eller håndtere mistænkelige eller ukendte pakker, skriver FBI i sin pressemeddelelse.

En lang række spor

Ifølge DR's USA-korrespondent Steffen Kretz står FBI ikke på bar bund i sagen - tværtimod.

- FBI har en lang række spor, som de følger. Det har de, fordi bomberne ikke eksploderede. Derfor kan man prøve at finde ud af, hvor de enkelte dele fra bomberne er fremstillet og købt og på den måde efterforske, hvor gerningsmanden eller -mændene er, siger han.

Derudover har man konvolutterne med mulige DNA-spor og fingeraftryk. Og dertil teksten på kuverterne, som blandt andet indeholder, stavefejl, der måske går igen i andre skriverier, for eksempel på sociale medier.

- FBI er ret optimistisk, også fordi man tidligere har haft lignende situationer, deriblandt den såkaldte UNA-bombemand, som det lykkedes at finde. I dag er de tekniske muligheder for at finde spor langt bedre, så man er overbevist om at man nok skal finde frem til gerningsmanden, siger Steffen Kretz.

Clinton angriber Trumps splittelse

Den amerikanske præsident Donald Trump har fordømt angrebene, og opfordret USA til at stå sammen mod angreb på demokratiet.

Men selv har han løbende angrebet de selv samme, som modtog bomberne, deriblandt CNN. Og i en tale i går aftes sagde han, at medierne havde et ansvar for splittelsen i USA.

Sagen har fået Hillary Clinton til at advare om en foruroligende udvikling i USA, og anbefaler at satse på politikere, der værner om demokratiet.

- Det er en meget præcis besked til Donald Trump. De personer, som har været mål for attentatforsøgene, er alle personer, som præsidenten er gået specifikt efter på en meget personlig måde, siger Steffen Kretz.

- Han har i den grad kastet benzin på et bål, som i forvejen var i gang. Han har gjort politik til en stammekrig, hvor loyaliteten til stammen ofte står over hensynet til nationens interesser, siger korrespondenten.

Steffen Kretz vurderer, at rørbombeangrebene vil gå hen og blive et af midtvejsvalgets, der er først i november, varme emner.