Fire personer tilbageholdt for bombeangreb i Ankara

Begge formodede gerningsmænd er samtidig blevet identificeret som havende tilknytning til den militante kurdiske gruppe PKK.

Angrebet fandt sted ved et busstoppested i et travlt område af Ankara. (Foto: © EROL UCEM, Scanpix)

Fire personer er blevet tilbageholdt i forbindelse med gårsdagens bombeangreb ved et busstoppested i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge Reuters.

Myndighederne har samtidig identificeret begge formodede gerningsmænd bag angrebet, der i går dræbte 37 og sårede over 100 personer.

Den ene gerningsmænd blev tidligere i dag identificeret som et kvindeligt medlem af den militante kurdiske gruppe PKK. Ifølge myndighederne var den anden formodede gerningsmand en mandlig tyrkisk statsborger med forbindelser til PKK.

Selvmordsangrebet fandt sted nær et trafikalt knudepunkt i det centrale Ankara, hvor en bil eksploderede foran et busstoppested.

I morges var 71 sårede stadig indlagt efter angrebet, 15 af dem i kritisk tilstand.

Ingen har endnu taget ansvaret for angrebet.

Det er mindre end en måned siden, at Ankara sidst var udsat for en bombeangreb.

I midten af februar blev 29 personer dræbt, da en selvmordsbomber sprængte en bil i luften ved en kaserne nær parlamentet.