Fire lande omformulerer krav til Qatar i boykot-strid

Diplomater siger, at det nu er kravet til Qatar, at landet skal acceptere seks bredt formulerede principper.

Der er ikke umiddelbart kommet nogen reaktion fra Qatar på de nye krav. (Foto: © NASEEM ZEITOON, Scanpix)

De fire arabiske nationer, der fører an i en boykot af Qatar, insisterer ikke længere på, at landet skal opfylde 13 specifikke krav, som blev fremlagt i sidste måned.

Diplomater fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten siger til journalister fra blandt andet BBC, at det nu er kravet, at Qatar skal acceptere seks bredt formulerede principper.

Disse omfatter en forpligtelse til at bekæmpe terrorisme og ekstremisme samt et stop for provokationer og opildnen til konfrontation og konflikt.

Der er ikke umiddelbart kommet nogen reaktion fra Qatar på de nye krav.

Qatar har afvist at gå ind på krav, som truer dets suverænitet eller er i strid med folkeretten. Landet har fordømt en blokade, der har gjort øjeblikkelig skade på landets økonomi.

De fire lande beskylder blandt andet Qatar for at støtte terrorisme og for at have for tætte bånd til Iran.

Ifølge de oprindelige krav skulle Qatar blandt andet lukke tv-stationen Al Jazeera, nedtone de diplomatiske forbindelser med Iran, lukke en tyrkisk militærbase og indstille støtten til oppositionsgrupper i andre lande.

/ritzau/