Finske Sanna Marin kan blive verdens yngste regeringsleder

Finland har kurs mod en regeringskoalition ledet af fem kvinder.

Sanna Marin efter hun blev valgt af de finske socialdemokrater som landets næste regeringsleder i Helsinki i aftes. (Foto: © Vesa Moilanen, Scanpix)

Sanna Marin står til at blive verdens yngste regeringsleder.

Den 34-årige socialdemokrat blev i aftes nomineret til posten af sit parti og står til at skulle lede en centrum-venstreregering bestående af fem partier, der alle har kvinder på formandsposterne.

Fire af de fem politiske ledere er under 35 år.

Finlands parlament ventes at godkende Sanna Marin som statsminister, der således kan overtage posten som landets øverste leder i næste uge.

Hun er i øjeblikket transportminister og vil overtage statsministerposten, efter den socialdemokratiske leder, Antti Rinne, trådte tilbage i sidste uge.

Regeringskrisen opstod på baggrund af en langvarig krise, der har rødder i en arbejdskonflikt i det finske postvæsen, Posti.

'Jeg har faktisk aldrig tænkt over min alder og mit køn'

Når Sanna Marin sætter sig i statsministerkontoret, bliver hun ikke kun verdens yngste siddende regeringsleder, men også den yngste statsminister i finsk historie.

Da hun i aftes blev nomineret af sit parti, blev hun straks spurgt til sin alder.

- Jeg vil svare, som jeg har gjort det tidligere: Jeg har faktisk aldrig tænkt over min alder eller mit køn. Jeg tænker på årsagerne til, at jeg er trådt ind i politik, og på årsagerne til, at vi får vundet vælgernes tillid, sagde Sanna Marin.

Ukraines premierminier Oleksiy Honcharuk er den yngste regeringsleder i verden, frem til Sanna Marin bliver indsat. (Foto: © GLEB GARANICH, Scanpix)

Der er ingen officiel liste over verdens yngste ledere, men den nuværende yngste er Ukraines premierminister, Oleksiy Honcharuk, på 35 år, der blev valgt i maj.

Derefter tæller listen Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, på 36 år, El Salvadors præsident, Nayib Bukele, på 38 år, og New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, på 39 år, skriver finske YLE.

Vokset op i en 'regnbuefamilie'

Sanna Marin har gjort lynkarriere i finsk politik.

Som 27-årig kom hun i spidsen for byrådet i Tampere, og lige nu er hun i gang med sin anden periode i det finske parlament.

Hun har allerede erfaring som socialdemokraternes øverste leder, da hun overtog posten midlertidigt sidste vinter, mens Antti Rinne havde sygeorlov.

Sanna Marin er vokset op i en "regnbuefamilie" i en lejebolig med sin mor og morens kvindelige partner og blev den første i sin familie til at tage en universitetsuddannelse.

Lederen af Finlands Centerparti, 32-årige Katri Kulmuni (venstre) og kommende statsminister Sanna Marin (højre) i en talkshow-debat i Helsinki, i sidste uge. (Foto: © Lehtikuva, Scanpix)

Som barn følte hun sig "usynlig", fordi hun ikke var i stand til at tale åbent om sin familie, har Sanna Marin sagt i et interview i 2015.

Men samtidig fik hun altid støtte af sin mor, der fik hende til at tro, at hun kunne gøre alt, hvad hun ønskede, skriver BBC.

Hun vandt de finske socialdemokraters nominering snært i aftes ved at love forandring i partiet.

- Vi har meget arbejde foran os med at genopbygge tilliden, lød det fra Sanna Marin.

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det fejlagtigt, at Sanna Marin havde erfaring som landets øverste leder under Antti Rinnes sygeorlov. Dette er nu rettet.