Opdateret 9/1: I den oprindelige version blev teleselskabet Elisa omtalt som "estisk". Der er retteligt tale om et finsk selskab.
Finsk politi har stoppet et tankskib og er i nat gået ombord på det i forbindelse med flere kabelbrud mellem Finland og Estland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Skibet mistænkes for at have beskadiget flere kabler, lyder det fra politiet.
Politiet siger, at man har overtaget kontrollen med skibet og nu vil sejle det ind i finsk farvand.
Ifølge den finske kystvagt, så beordrede man skibet til at hæve sine ankre, men det viste sig, at ankrene var væk, skriver Reuters.
Ifølge vurderinger fra det finske politi, så skulle det være ankeret, der er skyld i skaderne på kablerne.
Kystvagten fortæller yderligere, at tankskibet hedder "Eagle S", og er registreret på Cookøerne, som er et selvstyrende newzealandsk territorium i Stillehavet.
Politiet undersøger lige nu både det rederi, skibet tilhører, samt dets bestætningsmedlemmer, og man efterforsker sagen som"alvorlig sabotage", lyder det.
Det finske toldvæsen mener, at skibet opererer som en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde.
Den består af tankskibe, som sejler under andre landes flag end Ruslands, så man fra russisk side opretholder sin olieeksport på trods af sanktioner, beretter Ritzau.
Flere kabler mellem Finland og Estland er beskadiget
I alt er der nu meldinger om skader og afbrydelser på i alt fire kabler mellem Finland og Estland. De første meldinger kom onsdag, hvor der var der tale om strømkablet Estlink 2.
Overvågningschef i det finske energiselskab Fingrid, Arto Pahkin, siger til det finske medie YLE, at der kan gå op til syv måneder, før skaderne på Estlink 2 er repareret.
Torsdag eftermiddag kom der meldinger om, at yderligere tre kabler mellem Finland og Estland oplever afbrydelser.
Ifølge Laura Laaster, der er talsperson for Estlands ministerie for økonomi og kommunikation, så er årsagen til afbrydelserne i øjeblikket ikke kendt, men ejerne af kablerne arbejder på at reparere dem. Derudover skulle der ikke være indvirkninger hos brugerne, siger hun til det estiske medie ERR.
To af de tre kabler skulle være ejet af det finske teleselskab Elisa Group, mens det tredje er ejet af det kinesiske teleselskab Citic Telecom, lyder det.
Ifølge den estiske udenrigsminister, Margus Tsahkna, så er det for ham svært at tro på, at skader på infrastruktur under vandet kan være tilfældige eller blot fejl. Det skriver Reuters.