Filminstruktør og tidligere vicepræsident ser stadig Assange som enten landsforræder eller frihedskæmper

Stifteren af Wikileaks, Julian Assange, har erklæret sig skyldig i læk af hemmelige dokumenter og er nu på vej hjem til Australien.

WikiLeaks-grundlægger Julian Assange forlader retsbygningen på øen Saipan i Stillehavet.

Efter fjorten år på flugt og i fængsel er stifteren af whistleblower-organisationen WikiLeaks, Julian Assange, en fri mand.

I en amerikansk retsbygning på den lille stillehavsø Saipan indvilligede han natten til i dag i at erklære sig skyldig i læk af hemmelige dokumenter.

Og imens Assange er med fly på vej til Canberra i Australien, har nyheden om den omdiskuterede australiers frihed allerede høstet forskellige reaktioner på tværs af den politiske skillelinje i USA og Australien.

Støtter af WikiLeaks' grundlægger har hilst afslutningen på Assanges næsten 14 år lange juridiske drama velkommen. Flere kaldte ham "en hel generations helt". (Foto: © SAEED KHAN, Ritzau Scanpix)

Han har betalt sin gæld

Julian Assange og Wikileaks gjorde sig for alvor bemærkede i 2010, da de præsenterede det første store læk af dokumenter, der blandt andet viste, hvordan amerikanske soldater skjulte drab på uskyldige civile i både Irak og Afghanistan.

Og direktøren for den amerikanske nationale efterretningstjeneste i 2010, James Clapper, havde også en mening om Assanges nyfundne frihed.

- Jeg synes faktisk, dette endte ret godt... Det afgørende var hans tilståelse af én anklage om spionage, siger han til CNN.

- Han har betalt sin gæld.

Assange blev til en form for martyr for flere fortalere for pressefrihed, mens han kæmpede imod udlevering til USA i årevis under en juridisk strid med den amerikanske regering.

Men for hans modstandere er Assange en "forræder" og "ikke journalist". Som reaktion på hans tilståelsesaftale sagde tidligere vicepræsident Mike Pence, at Assanges arbejde hos WikiLeaks "satte amerikanske soldaters liv i fare under en krigstid" i et opslag på X.

- Biden-administrationens tilståelsesaftale med Assange er en uretfærdighed og vanærer tjenesten og ofret fra mændene og kvinderne i vores væbnede styrker og deres familier, skriver Pence.

- Der bør aldrig være tilståelsesaftaler for at undgå fængsel for nogen, der bringer vores militærs sikkerhed eller USA's nationale sikkerhed i fare. Nogensinde.

Støtter af WikiLeaks' grundlægger, Julian Assange, fejrer hans frihed uden for det amerikanske konsulat i Sydney, Australien den 26. juni. (Foto: © AAP, Ritzau Scanpix)

Den liberale filminstruktør Michael Moore, som i 2010 lagde en kaution på 20.000 dollar for Assanges løsladelse mod kaution, kaldte det en "glædens dag".

- De gode mennesker i denne verden vil aldrig glemme dit offer, siger Michael Moore.

Filminstruktøren tilføjer, at Assange ikke længere vil stå over for chikane eller trusler fra den amerikanske regering, "selvom 14 år af hans liv blev stjålet fra ham af en regering af, ja, krigsforbrydere, var de aldrig i stand til at lægge hånd på ham".

Præsident Biden og hans republikanske udfordrer, Donald Trump, har endnu ikke kommenteret på tilståelsesaftalen.

I april sagde Biden, at han "overvejede" at droppe anklagerne mod Assange og USA's udleveringsforsøg.

Pressefrihedsgruppe opfordrer til reform

Pressefrihedsgruppen PEN America, som længe havde opfordret til, at anklagerne mod Assange skulle droppes, siger i en udtalelse:

- USA's regerings forfølgelse af anklager mod Julian Assange under Espionage Act har udgjort en alarmerende trussel mod pressefriheden i USA og globalt, idet det sender en skræmmende besked til journalister og risikerer at styrke autoritære regeringer.

Gruppen opfordrede også til reform af Espionage Act for at inkludere en undtagelse for informationsafsløringer, der fremmer offentlighedens interesse. Og det er netop det, gruppen mener, at nogle af Julian Assange og WikiLeaks afsløringer er.

Men Assange skal ikke tilbedes som en helt, siger den australske oppositionspolitiker James Paterson til Sky News.

- Julian Assange er ingen helt, men det er en velkommen ting, at dette endelig er afsluttet, siger han.

Australiens premierminister, Anthony Albanese, siger, at han er "glad for, at Assange er på vej til Australien for at genforenes med sin familie."

- Uanset ens holdninger til hans aktiviteter, som sikkert er forskellige, er hr. Assanges sag trukket ud alt for længe, siger premierministeren.

Assange får umiddelbart ikke lov til at vende tilbage til USA. Det amerikanske justitsministerium har frigivet en erklæring, hvor der står: "Efter domsafsigelsen vil han forlade USA og rejse til sit hjemland Australien. Ifølge tilståelsesaftalen er Assange forbudt at vende tilbage til USA uden tilladelse."